"Af med underbukserne, de er bandlyst"

Flere og flere kvinder hopper op på racercyklen, og derfor arrangerer DGI og vorespuls.dk nu begynderkurser kun for kvinder.

Der var fuld koncentration hos deltagerne, da skulle lære at køre i en gruppe Foto: Mikkel Homann Carøe

Overskriften på denne artikel siger det hele.

Tonen var bramfri og jordnær, da 11 kvindelige deltagere og tre kvindelige instruktører gjorde begynderkurset ”Landevejscykling – kun for kvinder” arrangeret af DGI Midtjylland, Snejbjerg Cykelmotion og vorespuls.dk til en aften med smil og gåpåmod.

Efter træningsturen på 32 kilometer, der for flere af deltagerne var første tur på en racercykel, var der er udbredt ømhed lige der, hvor sadlen havde været placeret.

”Af med underbukserne, de er bandlyst. De gør det kun værre,” udbryder én af instruktørerne til de ømhudede deltagere.

”Nå, det anede jeg ikke. Det må jeg få styr på,” lyder svaret efterfulgt af et stort grin.

Kun for kvinder

Instruktør og arrangør Karen N. Madsen forklarer, hvad det gør ved begynderkurset, at det kun er for kvinder.

”Der bliver snakket mere, og det hele er lidt mere ligetil. Man er ikke så bange for at sige noget dumt. Og så er det ikke så nørdet omkring det tekniske, når det kun er kvinder,” siger Karen N. Madsen.

”Samtidig er alle på samme niveau, og det giver en tryghed for deltagerne.”

Eventen i Snejbjerg ved Herning er det første landevejscyklingsarrangement i DGI kun for kvinder, men flere er allerede planlagt.

”Der er jo flere og flere kvinder, der kører landevejscykling, og det er fedt at kunne hjælpe nybegynderne godt på vej,” siger Karen N. Madsen.

Kvinder er også blevet vilde med MTB – læs mere: MTB for kvinder: 5 tips til nybegyndere

Det gode råd

Karen N. Madsen har kørt på racercyklen siden 2008, og hun kan kun opfordre flere med samme køn som hende til at give sig i kast med motionsformen.

”Alle kan være med. Det handler bare om farten,” siger Karen N. Madsen og giver sit bedste råd videre.

”Bare kast dig ud i det. Der er ikke noget at være bange for,” siger hun og forklarer:

”Nogen er bange for at vælte, nogen er bange for at punktere, og hvad nu hvis kæden hopper af? Og så er der alle de der tekniske ting på cyklen, hvordan skal man finde ud af det? Det er sådan nogle ting, der er barrierer for nogle kvinder. Men det er der overhovedet ingen grund til. Hvis du har interessen, så få fat i en begyndercykel og kast dig ud i det, du vil ikke fortryde det.”

Klædt godt på

Til eventen i Snejbjerg var der fokus på at lære at køre i en gruppe, signaler mellem ryttere og gearskift.

Og målt på smilene blandt deltagerne, var det en succes.

Senere i samme kursusrække bliver deltagerne introduceret til blandt andet det rigtige cykeltøj, tekniske øvelser, trafiksikkerhed og vedligeholdelse af cyklen.

Deltagerne bliver altså klædt godt på til selv at fortsætte motionskarrieren på de danske landeveje – med eller uden underbukser…

Find event for dig: Se vorespuls.dk's eventkalender.