Sådan undgår du vinterdepression

Lys og motion er nogle af de vigtigste ingredienser i den herlige ret ”godt humør”.

Skynd dig ud, når solen skinner om vinteren Foto: Colourbox

Som vinteren kommer nærmere, bliver dagene kortere. Sollyset bliver mindre, og temperaturerne lavere.

Dette er faktum, vi ikke kan lave om på, men hvad vi kan lave om på er, hvordan vi agerer i forhold til den på papiret mere triste tid af året.

Mange danskere er i risikogruppen for at få en humørnedgang som følge af vinterens mørke og kolde forhold, kaldet vinterdepression, og det er derfor vigtigt at tage sine symptomer seriøst og gøre noget ved dem.

Det fortæller Bente Klarlund, der er sundhedsforsker og professor i integrativ medicin ved Københavns Universitet.

Læs også: Tab dig effektivt

”Nogle mennesker har hang til at få en vinterdepression," siger Bente Klarlund.

"Man kan ikke sige noget om, hvem det er, der er særligt udsatte for at få en vinterdepression, det er genetisk bestemt og har ikke noget med samfundsklasser eller andet at gøre," fortsætter professoren.

Det overordnede symptom på en vinterdepression er tristhed.

Forbliv glad

Fortvivl dog ikke, hvis du er én af dem, hvor vinterhalvåret presser humøret i bund, for Bente Klarlund kommer samtidig med en række gode råd til, hvordan du bevarer smilet på læben og varmen i sjælen.

”Om vinteren gælder det helt simpelt om at blive udsat for så meget lys som muligt,” siger Bente Klarlund.

Læs også: Gå eller løb – du forbrænder lige meget

”Når solen skinner, skal du skynde dig ud. Stil dine møbler så tæt på vinduet som muligt. Du kan også få lys fra en lyslampe. Lys er lys, og det afgørende er, at du opretholder niveauet af signalstoffet serotonin (også kaldet lykkestoffet, red.) i hjernen.”

Lys gør det dog ikke alene. Også motion og kost spiller ind.

”Hvis du har en tendens til at blive mere trist i takt med, at dagene bliver mørkere, er det også vigtigt, at du får dyrket noget motion. Det vil også holde dig glad,” siger Klarlund.

”Og sørg for at spise masser af fed fisk, der indeholder D-vitamin.”

Se i øvrigt Bente Klarlunds otte tips i faktaboksen.

Ingen sovepude

Ordet ”vinterdepression” må ikke blive gjort til årsag for alt dårligt humør om vinteren, og hvis der ligger reelle problemer bag dine negative tanker, er det vigtigt, de ikke bliver negligeret.

”Hvis man er trist over noget konkret, skal man sørge for at få gjort noget ved det,” siger Bente Klarlund.

”Alle har humørsvingninger igennem livet, og det med god grund. Der vil altid komme faktorer, der gør dig trist. Og her handler det om at gøre noget ved det reelle problem, og ikke bare gå ud og købe en lyslampe.”

Læs mere om lysets indvirkning på dit humør: Lys jager vinter-tristhed væk