Livstilsændring behøver ikke starte med kold tyrker
Ny undersøgelse viser, at du kan ændre din livsstil gradvist - i stedet for med ét at ændre alt.
Det er antropolog Maja Schøler, der i sin ph.d.-afhandling viser, at du ikke behøver at starte en ny livsstil, eksempelvis en sundere, med en dramatisk omlægning.
I stedet er det nemlig muligt at ændre dine vaner i et langsommere og gradvist tempo. Undersøgelsen peger på, at et fællesskab og nogle konkrete hjælpegenstande at læne sig op ad, er vejen frem.
Læs også: Optimér kosten: Øg vægttab under træning
Sådan ændrede de livsstil
Maja Scøler fulgte 12 deltagere, som var en del af et livsstilskursus.
Og her observerede hun blandt andet de såkaldte hjælpegenstande, som var med til at ændre deltagernes livsstil.
"Et godt eksempel på den konkrete tilgang til livsstilsændringer, som kurset forsøgte at praktisere, var en lamineret indkøbsguide i visitkortstørrelse, som var baseret på den viden om sunde fødevarer, mændene fik på kurset, og som hjalp dem med at købe sundere madvarer, uden at de behøvede at tænke særlig meget over det. De skulle bare følge guidens anbefalinger, når de var ude at købe ind," fortæller Maja Schøler til ku.dk og tilføjer:
Læs også: 6 årsager til, at mange løbere ikke taber sig
"Netop ideen med at knytte konkrete genstande til en hverdagspraksis som de daglige indkøb i supermarkedet viste sig at være meget effektiv, fordi deltagerne rent faktisk fik ændret nogle indkøbsvaner – det ville de formodentlig ikke have gjort, hvis de skulle have stået i supermarkedet og selv tænkt over fedtindhold, kalorieindtag og andre mere ernæringskorrekte forhold. I en vis forstand kan man sige, at guiden endte med at få en næsten magisk karakter for dem, fordi den nærmest gjorde de sunde valg for dem, uden at en egentlig refleksion var påkrævet."
Læs også: Svært at holde vægten efter en slankekur
Fællesskab er vigtigt
Men som så mange gange før, når folk vil ændre livsstil, så er der periode, hvor det er svært at hænge i. Men her trådte fællesskabet i kraft.
"En af deltagerne blev på et tidspunkt arbejdsløs og kom derfor til at mangle den struktur, som et hverdagsliv med arbejde giver. Han kunne i stedet støtte sig op af gruppen, som han kunne udveksle erfaringer med, møde forståelse hos, men som også indirekte pressede ham til at fortsætte efter devisen: når de kan, så kan jeg også."
Læs også: Kan man tabe sig hurtigt?
"Samtidig kunne de andre deltagere også anerkende, når det lykkedes for ham at nå nogle af sine mål. Så erfaringerne fra livsstilskurset bekræfter, at det for rigtig mange vil være vigtigt at være en del af et forpligtende fællesskab, når de skal i gang med noget så svært som at ændre indgroede vaner," slutter Maja Schøler.