6 årsager til, at mange løbere ikke taber sig
Selvom du løber en del, er der ikke garanti for, at du taber dig.
Hænger de ekstra kilo på maven lige rigeligt godt fast? Kroppen er intelligent. Den tilvænnes din kost, men reagerer også på din tilværelse og psyke. Det kan derfor være en kompleks sag at smide de ekstra kilo.
1. Er du stresset?
En hektisk hverdag med job, træning og familie - og herudover en evig kamp mod kiloene. Det kan resultere i, at en travl hverdag bliver til en stresset hverdag.
Måske er søvnen også påvirket, og her begynder den onde spiral. For er dit stressniveau vedvarende højt, vil det give forhøjede niveauer af hormonet kortisol i blodbanen.
Kortisol er appetitstimulerende, og giver lyst til at spise, på trods af at du ikke har behovet.
Så har du konstant lyst til at snacke, kan det være at din krops kortisol ikke kan finde normalniveauet.
Prøv at fokusere på at finde ro, og ikke så meget fokusere på træning og vægttab. Dette kan for mange virke befriende og medvirke til, at appetitten atter normaliseres.
Læs også: 6 myter om kost og motion – er de sande?
2. Spring ikke måltider over
At tabe sig i vægt og samtidig passe træningen og hverdagen er for mange løbere en stresset affære. Ofte mangler der struktur på dagen, faste måltider og der fremhersker en konstant tanke omkring vægt og kalorier.
En let faldgrube er at springe måltider over for at opnå en energirestriktion. Dette gælder mellemmåltider såvel som hovedmåltider.
Men det er en rigtig dårlig ide. Det vil i mange tilfælde føre til overspisning, ligesom det mentale fokus ofte vil være på maden og vægten.
Et mål for en vægttabsperiode er at opretholde et stabilt blodsukker, og dette gøres ved regelmæssige måltider med god mad, der mætter.
Læs også: Optimér kosten: Øg vægttab under træning
3. Der er forskel på kalorier
Der er ikke noget at sige til, at råd om kost tit skaber forvirring. For år tilbage så vi ofte blot på, hvor mange kalorier vi indtog, og hvad vi forbrændte og potentielt kunne tabe i vægt.
Men vi er blevet klogere. For ved at skrue på forskellige knapper kan forbrændingen i kroppen øges, mæthedsfølelsen kan forlænges og sundhedsgevinster ved maden opnås, og det er dette, der professionelt arbejdes med, når der initieres vægttab (udover andre parametre).
Der er forskel på folk, hvilket betyder, at der ikke kan udarbejdes én kostplan, som passer alle. Der skal tages højde for kroppens fysiologi og dens reaktion på maden, på træningen, smagspræferencer og meget mere.
Fælles for alle er dog, at kulhydratrige fødevarer, der er blevet forarbejdet, bliver optaget hurtigt i kroppen, og får blodsukkeret til at stige hurtigere og kraftigere, end uforarbejdede fødevarer vil gøre.
Insulin-responsen vil være voldsom, og hurtigt vil blodsukkeret falde igen - ofte til et meget lavt niveau. Det gør, at du kan føle dig træt og uoplagt - og atter sulten. Det er en ond spiral, hvis du ønsker at tabe i vægt, for så spiser du igen.
Et måltid med protein, fedt og kostfibre vil påvirke blodsukkeret langsommere, hvilket giver en roligere blodsukkerrespons og en mere stabil appetit.
Læs også: Meget protein eller meget kulhydrat?
4. En eller to portioner
Selvom, du har sund mad på din tallerken, skal du holde dig til en portion (med mindre andet er relevant for dig). Fordelingen af maden på tallerkenen (protein, kulhydrat og fedt) skal passe til din størrelse og træningsniveau. En ofte overset årsag til flere kalorier indenbords er, at tallerkenen fyldes flere gange og at følelsen af mæthed først indtræffer efter, maden er spist.
Hav derfor en plan for hvor meget, du har behov for, (eller få professionel hjælp hertil) inden du sætter dig til bords. En stor hjælp for mange kan være at fylde mad på tallerkenen ved komfuret og ikke have gryder eller skåle direkte på bordet. Dette mindsker ofte trangen til at tage flere portioner.
Læs også: Kostråd: Opnå vægttab i din træning
5. Vin med kalorier
Et betydeligt antal kalorier kan komme fra drikkevarer. De mætter ikke meget, og kalorieren tilføres uden at man rigtig tænker over det. Det kan være juice mellem måltiderne, vin til maden, drikkeyoughurt eller energidrikke i forbindelse med træning.
Med mindre du præstationsmæssigt har behovet, så hold dig til at drikke vand.
Læs også: Kan man tabe sig hurtigt?
6. Din krop tilvænner sig kosten
Som med meget andet bliver kroppen tilvendt det, som den udsættes for.
I et langvarigt vægttabsforløb vil der potentielt set ske det, at en krop i kalorieunderskud vil ”holde fast i energien” sådan, at der skal mere og mere til for at smide noget vægt. Det, der gik så godt i starten, bliver med tiden en større udfordring.
Til at løse det kan dug forsøge dig med en ugentlig ”fridag”, hvor en bestemt diæt lægges på hylden, og du spiser præcis det, du lyster.
Det kan også blive nødvendigt med professionel hjælp til at skyde gang i vægttabet igen.