Giver Nutella nogen mening i motionssammenhænge?

Er du en af dem, der spiser en Nutella-bolle før, under eller efter motion, så er du nok ikke ene om det. Men spørgsmålet er, kan det noget?

Nutella er smørrepålæg, der består af sukker, palmeolie, hasselnødder, mælk, kakao, lecitin og vanillin.

En Nutella-mad er nem at have med på farten og smager lækkert, men er der også nogle fordele i forhold til motion, er det spørgsmål, vi stiller her. Inden vi kommer med svaret på, om Nutella giver mening i motionssammenhænge, så er vi nødt til lige at få et par elementer på plads.

Læs også: Kan du spise, hvad du har lyst til, og stadig tabe dig?

Hvad består Nutella af?

Nutella er smørrepålæg, der består af sukker, palmeolie, hasselnødder, mælk, kakao, lecitin og vanillin.

Nutella har et højt indhold af kulhydrater (cirka 2/3), og dernæst fedt (1/3).

Næringsindhold Nutella


Hvad sker der, når du dyrker motion?

Når du motionerer og din puls stiger, så stiger din forbrænding af fedt og kulhydrater i musklerne. Det er motionsintensiteten, der er afgørende for, om din krop prioriterer at forbrænde fedt eller kulhydrater. Under lavintensitetsmotion (du kan føre en samtale undervejs) vil din krop prioritere at forbrænde fedt. Jo højere puls og intensitet, jo mere vil kroppen slå over på kulhydratforbrænding.

Læs også: 3 forslag til sunde og nærende mellemmåltider

Når du forbrænder fedt, kommer fedtet hovedsageligt fra dine fedtdepoter og fra blodbanen, mens kulhydrater kommer fra lagre i leveren og musklerne.

Hvordan skal du spise i forbindelse med motion?

Inden motion:

  • Det er individuelt, om du har behov for at spise inden motion. Nogle personer oplever utilpashed, hvis de ikke spiser umiddelbart inden motion. Gode bud på mad inden motion er: en bolle, banan eller anden frugt eller en energibar.

Under motion:

  • Træner du mindre end 1 time, så vil du ikke have behov for at supplere med mad (energi) undervejs.
  • Motionerer du over 1 time, så kan det være en god ide at supplere med en snack med mange kulhydrater. Her gælder det om at indtage kulhydrater af den simple, let-optagelige slags fx hvide boller, energibarer, energidrik, banan osv., og UNDGÅ tunge fiberrige madvarer som fx rugbrød.

Efter motion:

  • Det er meget individuelt, hvordan kroppe reagerer efter motion. Nogle har behov for at spise umiddelbart efter for at undgå svimmelhed og utilpashed. Andre kan sagtens klare sig flere timer uden mad efter motion.
  • Hvis du har dyrket højintensitets-motion om aftenen, og skal du fx træne tidligt næste morgen, så kan det være en god ide at indtage et kulhydratrigt måltid umiddelbart efter motion. På den måde vil du stimulere og øge opbygningen af kulhydratlagre i dine muskler, så de er klar til en ny omgang motion. Det samme gælder hvis du motionerer to gange om dagen, fx morgen og aften.

Passer Nutella og motion sammen?

En almindelig lys bolle (60 gram) smurt med Nutella (20 gram) indeholder:

Næringsindhold Nutella på bolle

Næringsindhold Nutella på bolle

Fordele ved en Nutella-bolle:

En bolle med Nutella har et højt indhold af kulhydrat. Vælger du en lys udgave af bollen, så vil kostfiberindholdet være lavt, og det er en god ide, hvis du skal spise umiddelbart inden eller efter motion eller under motion.

Læs også: 6 tips til vægttab som en del af en livsstilsændring

Kostfibre har nemlig en evne til at tiltrække væske mens, de befinder sig i mavesækken. Det gør, at maden bliver liggende i mavesækken i længere tid, og det kan give ubehag/mavesmerter under motion.

Hvis du har motioneret længe eller har motions-pas tæt på hinanden, så er det en god ide at sørge for at optimere opbygningen af dine kulhydratlagre. På den måde kan du præstere bedre til det kommende motions-pas. Her vil en Nutella-bolle bidrage med let optagelige kulhydrater til dine muskler.

Ulemperne ved en nutella-bolle:

Fedt indeholder dobbelt så meget energi per gram som kulhydrater. Når vi indtager fedt, så vil mavesækken registrere, at nu kommer der meget energi. Det påvirker den lille lukkemuskel (maveporten) mellem mavesæk og tolvfingertarmen, der sørger for at den rette mængde føde passerer fra mavesæk til tolvfingertarm.

Jo højere fedtindhold, des længere vil lukkemusklen ’holde lukket’, og des længere vil der være mad i mavesækken. Som nævnt før, så er det ikke en god ide at have for meget mad i mavesækken under motion. Nutella-bollen indeholder ni gram fedt, som kan påvirke lukkemusklen. Men prøv dig frem, måske vil en nutella-bolle passere ubemærket gennem mavesækken. Det er jo trods alt ikke en omgang friturestegte pommes frites eller lignende fødevarer med et højt fedtindhold.

Læs også: Den bedste frugt du kan spise inden motion

Der er altså ikke noget særligt ved Nutella, der gør det bedre end andre fødevarer i forbindelse med motion. Men på grund af det høje kulhydratindhold med let optagelige kulhydrater er det altså et godt bud på en motionssnack før, under eller efter motion.