Flexfodbold: Savner du at spille fodbold?
Savner du at binde fodboldstøvlerne? Drible fra dine modstandere? Sparke bolden i nettet? Så prøv Flexfodbold - mindre fodboldbaner, der vinder frem landet over.
Fodbold når du har tid og lyst
Gennem de sidste 10 år er antallet af boldspillere sparket i bund, og over 600 fodboldhold er forsvundet i Foreningsdanmark. Det er over 10.000 boldspillere.
Derfor har DGI udviklet et nyt koncept: Flexfodbold.
Flexfodbold er fodbold uden fodboldklub
Flexfodbold er fodbold uden forpligtende foreningsliv og træning på faste tidspunkter:
»Danskerne er trætte af den traditionelle måde fodbold er organiseret på med faste træningstider og faste kampe om søndagen. De vil have frihed og fleksibilitet i deres travle liv, « siger Jan M. Hansen, der er projektleder for Flexfodbold.
Lej en fodboldbane
Flexfodbold er alternative fodboldbaner, som kommuner og foreninger landet over har investeret i og nu udlejer på timebasis.
Målgruppen er dig på 25-60 år
»Der er en million danske mænd og 100.000 kvinder mellem 20 og 60 år, som har spillet fodbold engang, men ikke gør det længere. Dem vil vi gerne have i spil,« siger Jan M. Hansen.
Lille, men intens fodboldbane
Banen i Flexfodbold måler kun 20 x 12 meter. Det svarer til cirka en tredjedel af en indendørsbane i fodbold. Men det gør ikke spillet mindre hårdt:
»Du er flad efter fem minutter! Du er nødt at flytte dig hele tiden for at få bolden, når man spiller fire mod fire, som er den typiske opstilling. Bolden er hele tiden i spil, fordi banen er lille, og fordi du kan spille bolden op ad banderne, der måler to en halv meter op i luften. Der er ingen pauser med indkast, hjørnespark eller målspark. Det gør spillet sjovt og intenst for både spillere og publikum,« siger Jan M. Hansen.
Advarsel: Du vil kunne lidet det!
Banerne findes fast flere steder fast i Danmark. Se boksen til højre.
Derudover er der mange organisationer og kommuner, som lejer en bane på ugebasis eller i forbindelse med en event.
»Banerne har en stor tiltrækningskraft, når vi opfører dem. Og den typiske kommentar er: ”Det er genialt. Hvorfor har man ikke fået den idé før?«
7 flexfodboldbaner i Esbjerg
Esbjerg kommune opfører syv baner i løbet af efteråret 2012 som et led i Landsstævne 2013.
Gladsaxe Kommune har allerede etableret tre baner, som er godt efterspurgte.
Prøv Flexfodbold i 8 byer henover sommeren
DGI Fodboldskoler i otte byer får besøg af en Flexfodboldbane og tilhørende trænere - deriblandt tidligere superligatræner Erik Rasmussen. Forældre er velkomne til at komme og teste banen.
Byerne er: Hørsholm, Sorø, Greve, Løgum, Helsted, Kragelund, Støvring og Ålborg.
Kunstgræs gør spillet bedre
En Flexfodboldbane koster 60.000 kroner og fås med og uden kunstgræs.
»Kunstgræs er genialt. Så undgår du mudder og jordknolde i dit spil, og ejeren af banen undgår vedligehold,« siger Jan M. Hansen.
Lån penge af DGI Lånefond
Foreninger, der medlem af DGI, kan låne penge til idrætsfaciliteter af DGI Lånefond.
Foreningen kan typisk låne halvdelen af beløbet rentefrit i 5 år.