Tabte 30 kg på 30 uger med VoresPuls
Ulla fra Næstved fulgte VoresPuls løbeprogram for begyndere og lagde sin kost om – det har resulteret i stort vægttab og et nyt liv.
”Ja, det er vildt. Jeg kan næsten heller ikke selv forstå det,” siger Ulla Lillemæhlum, da hun til ære for VoresPuls udsendte kravler ned i de shorts, der for under et år siden passede hende perfekt.
Nu kan Ulla have begge sine ben i ét af buksebenene. Et meget signende billede på, hvor meget hun har tabt sig.
”Jeg har fået meget mere energi i hverdagen. Ikke kun i forhold til motion, men alle de små pligter klarer jeg nu med et smil, og de var tidligere en kamp at tage sig sammen til,” fortæller Ulla.
Livsændring
51-årige Ulla fra Næstved påbegyndte sin livsændring 1. september 2013, og siden har kilo-tallet på vægten ændret sig fra 110 til 68.
I de første 30 uger af livsændringen var VoresPuls' gratis 30 ugers løbeprogram for nybegyndere en af de vigtigste årsager til, at hun tabte ét kilo om ugen.
”Det er så tilpas let, at det godt kan lade sig gøre, men alligevel kræver det noget. Det var ikke så svært, at jeg gav op, som jeg har gjort med andre programmer tidligere,” siger Ulla Lillemæhlum.
Løbeprogram på mail
Tilmelder du dig programmet Fart under fødderne – dit løbeprogram får du en mail hver fredag formiddag med programmet for den kommende uge, og efter de 30 uger vil du være i stand til at løbe fem kilometer.
”Der er en meget lille stigning fra gang til gang, men man føler alligevel fremgang. Og lige pludselig, når man kigger tilbage, så opdager man, at det kunne jo godt lade sig gøre. Jeg kunne faktisk godt lære at løbe,” siger Ulla Lillemæhlum.
”I hver mail er der også opløftende kommentarer, der giver dig troen på, at det kan lade sig gøre. Det løbeprogram har helt klart en stor andel i, at det er lykkedes mig at tabe mig så meget, og at jeg har lært at løbe.”
Har aldrig før løbet
Løb var på ingen måde en del af de første 50 år af Ulla Lillemæhlums liv, der i stedet har været beriget af husbond, tre børn, jobbet som sygeplejerske, heste og musik.
”Jeg har aldrig før løbet, og når jeg siger aldrig, så mener jeg aldrig. Og jeg havde aldrig troet, at det nogensinde skulle være noget for mig,” fortæller hun.
”Jeg synes, det er helt fantastisk, at jeg nu nyder at løbe en tur. Det er et lille mirakel,” fortsætter Ulla, der i øvrigt supplerer sit løb med styrketræning og ikke har haft problemer med skader.
Kostændring
Motion gør det naturligvis ikke alene, og sammen med sin mand og hjemmeboende datter på 14 år har Ulla Lillemæhlum lagt kosten totalt om.
”Familien har været med på den, og det er selvfølgelig vigtigt,” fortæller Ulla.
Ullas opskrift har været maksimalt 1200 kalorier om dagen og totalt sukkerforbud.
”Jeg kan ikke styre mig, hvis jeg får bare en lille bitte smule sukker, så jeg er nødt til at holde mig fra det. For at holde styr på kalorierne har jeg vejet alt min mad og sammenholdt med en kalorietabel,” siger Ulla Lillemæhlum.
”Men det er slet ikke sådan, at jeg har været sulten. Jeg har bare spist en helt masse grøntsager.”
Står nu selv for træningen
Efter afslutningen af VoresPuls' løbeprogram har Ulla prøvet et program med mere intervalbaseret træning, men det er ikke noget for hende, så nu står hun selv for træningsplanlægningen.
”Jeg løber cirka fem kilometer mindst tre gange om ugen. Jeg løber langsomt, men jeg løber hele vejen,”
”Jeg kunne egentlig godt tænke mig at starte i en løbeklub, men det er umuligt for mig med skiftende arbejdstider. Jeg har dog kontakt med mange andre løbere på Endomondo og Facebook, og det er meget motiverende for mig.”
Hvad nu?
Ulla har tabt 42 kg, men det er ifølge hende selv ikke nok.
”Jeg vil gerne tabe 10 kg mere,” siger hun med determineret stemme.
Løb er også kommet for blive i Ullas liv.
”Jeg vil blive ved med at løbe. Ingen tvivl om det. Jeg har fundet ud af, hvor meget glæde, det giver.”
Tilmeld dig det program, der hjalp Ulla: Fart under fødderne - dit løbeprogram