Besat af træning: Næseblod og ingen søvn

For den 33-årige løber, Kirsten Madsen, blev løbetræningen en besættelse. Og hun er langt fra den eneste, der har problemer med at bevare kontrollen

Nogen er besat af spil eller alkohol - Kirsten Madsen var besat af løb Foto: Marianne Hjort Bøgh Poulsen

Det kan måske lyde som et luksusproblem at træne for meget, men for rigtig mange danskere har problemet intet med luksus at gøre.

Og træningsafhængighed kan også ramme dig.

Seks ud af 100 danske idrætsudøvere er træningsafhængige. Én af dem, der har været opslugt af den onde cirkel er den 33-årige løber Kirsten Madsen.

Besat af løb

”Jeg løb hver eneste dag. Flere gange om dagen. I gennemsnit løb jeg nok 100 km om ugen,” siger Kirsten Madsen.

Læs mere om overtræning: Pas på: Farligt at træne for meget

Over en periode på halvandet år løb hun 23 maraton, to ultraløb på 100 km og et på 160 km.

”Når jeg nåede i mål, så havde jeg et nyt mål. Det var aldrig nok at gennemføre. Jeg havde altid et nyt løb, jeg kunne træne til. Og når jeg ikke fik trænet nok, fik jeg dårlig samvittighed,” forklarer hun.

Næseblod og ingen søvn

Kirsten Madsen gennemgik en masse forandringer i sit liv med flytning, barn og lavt selvværd, og træningen blev hendes eneste faste holdepunkt. Det begyndte med løbeture og fitness på et moderat niveau, men endte med medaljer, podiepladser og en løbesponsor.

Veninderne, familien og kroppen kunne dog ikke længere følge med.

”Jeg begyndte at få hyppigt næseblod, sov dårligt om natten, manglende menstruation og havde en konstant uro i kroppen. Alle mine tanker drejede sig om løb. Selv på arbejdet havde jeg svært ved at tænke på andet. I dag ved jeg, at det var stress-symptomer,” forklarer Kirsten Madsen.

Læs mere om overtræning: Hvile er vigtig: Sådan bygger du kroppen op

Fra sund til syg

Ifølge Mia Lichtenstein, psykolog og forsker i træningsafhængighed ved Syddansk Universitet, er der flere grunde til, at motion kan blive en afhængighed på sammen måde som ludomani og arbejdsafhængighed.

”Rent biologisk er endorfiner en del af forklaringen, de giver én et kick af at træne hårdt. Kulturelt set er der et stort fokus på mad og motion, og der er ikke nogen klar grænse mellem sundt og sygt,” forklarer Mia Lichtenstein og uddyber træningens psykologiske og terapeutiske faktorer.

"Træning bliver førsteprioritet over alt. Det bliver den eneste måde at finde mening med livet og regulere følelser på. Hvis man har en dårlig dag, mangler energi, er stresset eller har krise i parforholdet, bruger man motion," forklarer hun.

Ifølge Mia Lichtenstein er der ikke noget i vejen med at få energi af træning og bruge det til at stresse af, men forskellen på almindelige motionister og træningsafhængige er, at det bliver den eneste udvej.

”Motionisten bruger venner en dag, shopping den anden dag og motion den tredje. Den afhængige har kun én strategi, og det er idræt. Man tilsidesætter alt for idræt. Træner man hver dag, flere gange om dagen, kan kroppen ikke blive ved med at følge med,” siger Mia Lichtenstein.

Den hårdeste afvænning

Næseblod, søvnløshed og en indre stemme, der godt vidste, at noget var galt, var med til, at Kirsten blev undersøgt på sygehuset. Resultatet var en hvilepuls på 35 og mangel på hvide blodlegemer.

Det resulterede i en konsultation hos Mia Lichtenstein.

”Til at starte med tog vi min aftentræning væk, og det var enormt hårdt, men heldigvis var det noget, jeg gjorde af egen fri vilje. Nedtrapningen er det hårdeste, jeg har prøvet. Det er meget hårdere end alle de løb, jeg har løbet tilsammen,” forklarer hun.

Læs mere om overtræning: Træning: Derfor er restitution vigtig

Kirsten Madsen går stadig i behandling, hvor hun efterfølgende er blevet klar over, at idrætten har været hendes måde at glemme problemerne på.

Da hun startede i terapi, håbede hun bare på at få sit liv tilbage, men i dag er hun gladere og mere klog på sig selv, end hun nogensinde har været. Hun kæmper dog stadig for at komme fri fra afhængigheden og venter endnu på, at hendes menstruation vender tilbage efter to års udebliven.

”Jeg forsøger stadig at træne fem gange om ugen, men i dag er det lysten, der driver mig. Og jeg har skiftet noget af løbet ud med tennis. Jeg er færdig med konkurrencer,” slutter hun.