3 simple tips - sådan bliver du en "rigtig mand"
Ekspert Jacob Søndergaard fra tv-programmet Rigtige Mænd giver dig 3 bud på overkommelige ændringer, der vil gøre en stor forskel, hvis du vil ændre dit liv.
Kender du de fem rigtige mænd på DR1? Håndværkerne Lindy, Hammer, Palle, Jonas og Søren giver os i det populære tv-program et indblik i, hvordan det er at gøre sit liv sundere uden at give afkald på den indre drengerøv.
Sammenholdet og humoren bærer dem et godt stykke af vejen, men til at guide og vejlede dem har de den personlige træner Jacob Søndergaard.
Han giver blandt andet de fem mænd tre opgaver, der skal få dem fra den totale inaktivitet og masser af fast food til et nogenlunde sundt niveau, der kan bygges videre på.
Læs også: Hvornår er du sidst vågnet under et telt?
Er du tændt på at lave samme ændring i dit liv som deltagerne i programmet? Eller kender du én, der vil? Her får du Jacob Søndergaards tre fokuspunkter:
1. Drik to liter vand hver dag
”Det kan lyde meget simpelt, men det gør en stor forskel. De her mænd er simpelthen ikke vandt til at drikke vand. De slukker deres tørst i sodavand, øl og kaffe,” siger Jacob Søndergaard.
”Hvis du ikke drikker vand nok, vil du også føle dig mere sulten, og dermed vil du spise mere. Du vil blive dehydreret, hvilket giver dårligere søvn og også kan give forstoppelse. Og hvis du skal træne bare en lille smule intensivt, er du nødt til at have noget væske i kroppen.”
”Det er let at måle, om du har drukket to liter vand, og det er bare en rigtig god måde at starte din livstilsændring.”
Læs også: Morgen-rejsning: "Fra ingenting til næsten hver dag"
2. Spis morgenmad
”Hvis du får en ordentlig morgenmad, har du mere energi til resten af dagen. Du bliver i stand til at træffe bedre valg, og det er det, det handler om,” siger Jacob Søndergaard.
”Jeg anbefalede gutterne at spise omelet hver morgen, den indeholder masser af proteiner og giver en god mæthedsfornemmelse. Så bliver det bare lettere at sige nej til basserne klokken 9.00.”
”Mængden af fristelser er enorm for typer som deltagerne i programmet, og det gælder om at få dem til at få en forebyggende adfærd, så det bliver lettere at sige nej.”
”Morgenmaden spiser du derhjemme, og du har selv styr over den. Det er meget lettere at tage fat på den fremfor for eksempelvis frokosten i kantinen med gutterne.”
Læs også: Sådan sammensætter du en sund morgenmad
3. Lav mobilitetsøvelser
”Deltagerne troede, de skulle lave en masse hård træning fra start for at blive klar til at gennemføre en cross triatlon, men det er slet ikke stedet at starte. De her mænd har knæ, der måske ikke har løbet i 10 år, og deres kropskontrol og koordination er nærmest ikke eksisterende,” siger Jacob Søndergaard.
”De skulle derimod lave 20 minutters simple mobilitetsøvelser a la Kaptajn Jespersen. Man skal først lære at føle velbehag ved at bruge sin krop fysisk. At have kontrol over kroppen.”