Hvornår er du sidst vågnet under et telt?

Det spørgsmål bør alle mænd stille sig selv, mener Jacob Søndergaard, der er ekspert i tv-programmet Rigtige Mænd.

De fem deltagere, her til svømmetræning, blev alle bedt om at holde øje med deres morgen-erektion Foto: Fjernsynsforeningen

Det kan være pinligt at snakke om. Ja, det er bestemt et ømtåleligt emne.

Ikke desto mindre er morgen-erektion en vigtig indikator på, hvordan din krop og din sjæl har det. Og som mand kan du ved at holde et vågent øje med din morgen-erektion få styr på, om dit liv er på vej i den rigtige retning.

Opfordringen og det gode råd kommer fra Jacob Søndergaard, der er ”sundhedsguru” i tv-programmet Rigtige Mænd.

”Vågner du ofte under et telt, vil du som regel have et liv, der ikke er domineret af stressende begivenheder. Stress hæmmer nemlig den del af vores nervesystem, der står for teltrejsning,” fortæller Jacob Søndergaard og forklarer yderligere:

”Det at få jern på er generelt set bare en rigtig god ting. Det viser, at du er klar på reproduktion, og det er helt klart et sundhedstegn. At holde øje med, hvor ofte du har morgen-erektion er et rigtig godt pejlemærke i forhold til din sundhedstilstand.”

Læs også: 3 simple tips - sådan bliver du en "rigtig mand"

Ændrer du livsstil, ændrer livet under dynen sig også

Vågner du meget sjældent med morgen-erektion, kan det være et tegn på, at du er for stresset og ikke er i balance.

”Så skal du kigge efter hullerne i din livsstil. Ryger du? Drikker du for meget? Er du for inaktiv? Ændrer du på de ting, vil du også se en effekt under dynen,” siger Jacob Søndergaard.

”Morgenrejsning skal ses som en afledt effekt af alt det positive. Det er en markør for, at du gør en masse gode ting.”

Læs Hammer og Jonas' erfaringer med at holde øje med deres morgen-rejsning: Morgen-rejsning: "Fra ingenting til næsten hver dag"

Ingen panik – men tag det seriøst

Sidder du nu og tænker tilbage på de sidste morgener og har svært ved at finde de gode øjeblikke frem i hukommelsen? Du skal ikke gå i panik.

”Nej, panik er ikke nogen god ide. Men begynd at holde øje regelmæssigt om morgenen, og tag det seriøst, hvis du bliver bekymret,” siger Jacob Søndergaard, der bruger morgen-erektion som pejlemærke hos stort set alle sine mandlige kunder, som han er personlig træner for.

”De fleste mænd har aldrig rigtig tænkt over, at det var vigtigt. Men når de tænker efter, kan de fleste erindre, at morgen-erektion skete oftere tidligere i livet. Og det er der måske en grund til, også en anden end det faktum, at de er blevet ældre.”

Læs også: Gratis træningsprogram: Træn din motivation

Jacob Søndergaard gav i tv-programmet de fem deltagere tre simple retningslinjer for starten på deres livsstilsændring, og morgen-erektionen blev brugt som pejlemærke for, om de var på vej den rigtige vej.