Mountainbike træningsprogram, mellem-niveau
Træningsprogram med 4 mountainbike-ture om ugen; Teknik-, konditions- og tempotræning
Du er ikke længere begynder, og nu er tiden kommet til at gøre dig til en bedre mountainbiker.
Det vigtigste for at gøre dig dygtigere er at forbedre teknikken. Derudover skal konditallet i vejret.
4 ugentlige træningspas
Kør 4 ugentlige træningspas sådan her:
1 x udholdenhedstræning
Mindst 60 minutter. Rul en tur i terrænet hurtigt nok til at du sveder hele vejen, og langsomt nok til at du er frisk dagen efter. Det er snakketuren. Læs her om udholdenhedstræning på mountainbike.
2 x kombitræning – teknik og konditionstræning
Træn 45 til 60 minutter. Undervejs runder du en lokalitet, hvor du kan køre nogle gange og blive teknisk mere rutineret. Læs her om teknisk træning på mountainbike
Du vil brænde noget krudt af, men gem noget til anden halvleg.
Konditions-intervallerne skal ligge mod slutningen af dagens træning, her må du gerne presse citronen. Læs her om konditionstræning på mountainbike.
Brug mindst 10 minutter på opvarmning inden tekniktræningen, og 10 minutter efter konditionstræningen for at skylle systemet igennem. Samt mindst 10 minutter mellem de to specialiteter. Tempoet for disse tre forløb skal minde om tempoet ved udholdenhedstræning.
1 x tempotræning
Kør op til 60 minutter i et tempo som om det virkelig gælder. Her er plads til enkelte passager af lidt større teknisk sværhed. Læs her om tempotræning på mountainbike.
Skal du videre?
Når du føler, at du er en habil mountainbiker med god teknik og mange timer i sporet, så skal du skifte til:
mountainbike træningsprogram for øvede
God fornøjelse!