Flot start på dette års MTB Cup

Der var fællesskab, udfordringer og fart over feltet, da Katsig Bakker vest for Frederikshavn dannede rammen om starten på MTB Cuppen i Nordjylland.

Trængsel – men massevis af smil og godt humør - i startområdet ved første afdeling af dette års MTB Cup i Nordjylland Foto: Jesper Bøss

Søndag den 23. november blev vinterens populære MTB Cup skudt i gang. Det er tredje år i træk, at DGI og vorespuls.dk afvikler løbet i Nordjylland, og siden starten har MTB Frederikshavn været en trofast medspiller.

Det var også tilfældet i forbindelse med årets første afdeling, der blev afviklet i de smukke og efterårsklædte Katsig Bakker vest for Frederikshavn.

Jacob Bo Hansen, formand for MTB Frederikshavn, var glad for endnu engang at byde velkommen til en afdeling af den populære vintercup for alle med kærlighed til motion, brede cykeldæk, natur, udfordringer og smattede skovbunde.

”Vi har tidligere afviklet vores afdeling af MTB Cup i Elling Plantage, men flere trofaste deltagere havde efterlyst en rute med lidt flere udfordringer, og dem er der rigeligt af i Katsig Bakker. Vi har dog lavet ruten, så deltagerne også kan tage en lettere vej udenom nogle af de største udfordringer, og det understreger netop noget af det unikke ved MTB Cuppen.”

”Løbet er for alle, fra licensryttere til motionister, og er præget af en fantastisk atmosfære og stemning, hvor alle tager hensyn til alle. Det er vi rigtig glade for, at være en del af,” lød det fra Jacob Bo Hansen.

Se MTB-rutetest fra Nordjylland DK’s bedste MTB-ruter: Fedt flow i Svinkløv

Rockgarden eller en lille omvej…

Løbet i Katsig Bakker – den første af i alt syv afdelinger – blev skudt i gang klokken 10.30 ved målområdet på Studsbjergsvej, hvor 133 humørfyldte og forventningsfulde deltagere havde indskrevet sig, og var blevet udstyret med et startnummer og en chip til tidtagning.

Forud ventede halvanden times strabadser på den krævende 3,8 kilometer lange rute med massevis af spændende udfordringer.

Ikke mindst rutens berygtede rockgarden satte store krav til deltagerne. Dog ikke mere end man nemt kunne vælge en lille omvej for at undgå den stejle og krævende nedkørsel på de store og glatte sten. En mulighed en del deltagere valgte at benytte sig af.

Kaffe, kage og hygge

Rockgarden var også favoritstedet for hovedparten af det medlevende publikum, der havde taget opstilling på den smukke rute denne milde søndag i november.

Som formiddagen skred frem tog de fleste af det fremmødte publikum turen tilbage til målområdet, hvor MTB Frederikshavn havde sørget for dampende varm kaffe og hjemmebagt kage.

Det understregede det hyggelige og sociale ved arrangementet, som også er vigtig for deltagere – blandt andet Jan Kristensen fra Team Max El, der havde taget turen fra Blenstrup i Himmerland til Frederikshavn for at deltage:

”Jeg nyder virkelig at deltage i MTB Cup om vinteren. Stemningen er helt i top, hvilket ikke mindst skyldes, at det er et løb, der favner bredt. Her er plads til alle.”

”Jeg regner bestemt med at deltage i alle syv afdelinger, hvilket udover det hyggelige og udfordringer på cyklen, også skyldes, at de kun koster 100 kr. ved forhåndstilmelding. Mange andre løb er væsentlig dyrere, så prisen en stor fordel ved MTB Cup,” lød det fra Jan Kristensen.

Bliv klar til din næste MTB-tur: Top 3: Danmarks bedste mountainbikeruter

Glade motionister

Også motionist Gitte Riishøj Lund havde stor ros til løbet og MTB Cup generelt:

”Jeg er medlem af Vodskov Motions Cykel Klub, hvor jeg er af sted til træning to gange om ugen.”

”Her er deltagelsen i MTB Cuppen en god motivation i træningen. Sidste vinter deltog jeg i alle afdelinger, og det regner jeg også med at gøre i år.”

”Stemningen og sammenholdet omkring løbene er som en stor familie, hvor alle behandler hinanden godt – uanset forudsætning for at deltage. Samtidig er der en meget stor opbakning og opmuntring til os piger, hvilket selvfølgelig også er dejligt og øger motivationen,” lød det fra Gitte Riishøj Lund.

Udfordringer til de bedste

Også blandt de hurtigst kørende var der tilfredshed med MTB Cuppen.

Jonas Morsbøl fra Cycling Nord, der endte som nummer to i denne første afdeling, sagde efterfølgende:

”Det er et glimrende løb. I dag var det en teknisk krævende rute, som jeg personligt sætter stor pris på. Men det er super, at arrangørerne har taget hensyn til alle, og gjort det muligt for nogle at undgå de vanskeligste passager. ”

”MTB Cuppen er et super initiativ, men jeg er dog lidt i tvivl om jeg kommer til at deltage i alle afdelinger. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det,” lød det fra Jonas Morsbøl, der denne efterårssøndag i Katsig Bakker resultatmæssigt kun blev overgået af Rasmus Winther fra MTB Frederikshavn.

MTB Cuppen er også for dig - kom og vær med: MTB cup: Succesen ruller videre i Nordjylland