Sådan gør du din racer klar til vinteren

Uanset om du kører videre på din sommercykel, eller du har en dedikeret vinterracer, skal udstyret være i orden om vinteren, for at du får den bedste oplevelse.

Du kommer ikke udenom skærme på vintercyklen.

Selvom det er vinter, kan du sagtens holde cykelformen ved lige ude på landevejene. Faktisk er det nødvendigt med en god vintertræning, hvis du vil have de bedste oplevelser på cyklen, når foråret og sommeren vender tilbage.

Men selvom du sagtens kan cykle uden for om vinteren, betyder det ikke, at du bare skal køre på det samme udstyr, som når vejret er godt, og vejene er tørre, og forvente samme resultat.

Vinteren stiller nemlig helt andre krav til udstyret. Hvis du vil undgå kolde hænder i vejsiden, mekaniske problemer og dyre reparationer, bør du gøre din cykel og dit udstyr klar til vinteren.

Her guider vi dig til, hvad du kan gøre.

Behøver du en vintercykel?

Hvis du har kastet opsparingen efter en fin racercykel, gør det ondt at trække den ud ad skuret i frostvejr og med salt på vejene. Udstyret bliver simpelthen meget hurtigere slidt om vinteren. Derfor har mange en dedikeret vintercykel til brug i de kolde måneder.

Hvad er forskellen så på en sommerracer og en vintercykel? Det bestemmer du sådan set selv. Men typisk har vintercyklen et par år mere på bagen og er mindre værdifuld end den dyrebare sommerracer. Derudover nøjes mange med udstyr, som er en tand eller to billigere, end hvad de kører med om sommeren.

En cykel i aluminium er længe fint til vinterbrug.En cykel i aluminium er længe fint til vinterbrug.

Hvor de fleste efterhånden kører på racercykler i carbon om sommeren, er der stadig mange, som kører på aluminiums- eller stålcykler om vinteren.

Det er ikke, fordi carbon ikke kan holde til at blive brugt om vinteren. Nærmest tværtimod, for carbon har den fordel, at det ikke kan ruste, som nogle metaller kan. Men carbon er typisk væsentligt dyrere og mindre brudsikkert end metallerne i tilfælde af styrt.

Derudover er de store fordel ved at have to cykler, at du slipper for at på- og afmontere udstyret, når årstiderne skifter, og at du ikke slider unødigt på sommerraceren. Den bedste følelse i verden er, når foråret endelig vender tilbage, og du kører din første tur på sommerraceren efter flere måneder på vintercyklen.

Udstyr

Vintervejret er særlig hårdt ved sliddelene.Vintervejret er særlig hårdt ved sliddelene.

Kæde, kassette og klinger

Den måske vigtigste ting, du skal vide, når du cykler om vinteren, er, at udstyret slides meget hurtigere grundet vand, skidt og sommetider salt på vejene. Det gælder i særdeleshed kæde, kassette og klinger. Du skal være særligt opmærksom på kæden, som skal udskiftes mest hyppigt.

Efterhånden som kæden bliver slidt, bliver der længere og længere imellem kædeleddene. Jo længere tid du kører med en slidt kæde, jo mere slider du derfor på kassette og klinger. Kører du med kæden for længe, kan du derfor være nødt til at udskifte alle tre dele, fordi en ny kæde vil takke over på en nedslidt kassette og klinge.

Hvis du skifter kæde i tide, kan du undgå også at skifte de øvrige dele hver gang. Der er ingen fast regel for, hvor mange kilometer en kæde kan holde til. Det afhænger helt af vej, vejr og din evne til at holde udstyret rent og pænt. Din cykelhandler kan måle kæden for dig og fortælle, hvor slidt den er, og om den bør skiftes.

Husk at tjekke dine bremseklodser jævnligt. Her er de slidt ned.Husk at tjekke dine bremseklodser jævnligt. Her er de slidt ned.

Bremseklodser

Bremseklodserne og fælgene (hvis du kører med fælgbremser) slides også væsentligt hurtigere. Hvis du ofte kører i dårligt vejr, er det ikke unormalt at skifte bremseklodser en gang hver anden måned. Og det gælder, uanset om du kører med fælgbremser eller skivebremser.

Venter du for længe med at skifte bremseklodserne, vil du til sidst bremse med metallet direkte mod bremsefladen på fælgen, hvilken hurtigt kan ødelægge dit hjul. Du kan mærke på bremsefladen, hvor slidt den er. Hvis den buler mærkbart indad, hvor bremseklodsen går imod, er det tegn på, at den er slidt. Fra ny er den helt flad.

En god start på vinteren er derfor ny kæde, kassette og klinger og nye bremseklodser. Så bør du være godt kørende det første lange stykke tid, afhængig af hvor mange kilometer du cykler.

Bagskærmen skal have en god længde, hvis du cykler med andre.Bagskærmen skal have en god længde, hvis du cykler med andre.

Skærme

Lige så enige som de fleste er om, at skærme ikke hører hjemme på en racercykel, lige så nødvendige er de på vinterraceren. Med våde veje det meste af vinterhalvåret bliver du lynhurtigt træt af ikke at have skærme på cyklen. Ellers er resultatet våde og kolde fødder, og vand og skidt op ad ryggen.

Og det gælder i øvrigt også for dem, du cykler med, hvis du kører med andre. Der er ikke noget, der kan ødelægge stemningen på en fælles tur som en rytter, der kører uden skærme. Ingen gider at køre bag ham. Derfor er som minimum en bagskærm et must, hvis du cykler med andre.

Der findes mange skærme specifikt designet til racercykler, som ikke er så grimme og tunge endda. Det er en god investering.

Gå efter specifikke vinter- eller all-season-dæk for bedre punkteringsbeskyttelse.Gå efter specifikke vinter- eller all-season-dæk for bedre punkteringsbeskyttelse.

Dæk

Det samme er et par gode dæk. Når vejene er våde, vil skidt og småsten vende sig med den tunge side nedad og den spidse side opad, og derfor oplever du typisk flere punkteringer om vinteren end om sommeren. Det stiller større krav til dækkenes punkteringsresistens.

Et godt råd er derfor at droppe de helt hurtige og lette dæk fra sommeren og udskifte dem med et lidt tungere og bedre punkteringsbeskyttet sæt. Du kan eventuelt også gå en størrelse op i bredden for at give dig selv lidt mere komfort.

Stort set alle dækproducenter laver specifikke racerdæk beregnet til vinterkørsel. Schwalbe Durano Plus er en klassiker, hvis du næsten vil have garanti for at undgå punkteringer, mens Continental GP 4 Season og Pirelli Cinturato Velo er lidt lettere og bedre rullende fortolkninger af et vinterdæk.

Du kan også overveje at køre med såkaldte indlæg i dækkene for ekstra punkteringsbeskyttelse. Det forringer dog rullemodstanden og gør slangeskiftet en anelse mere besværligt, hvis du skulle være så uheldig at punktere.

Din kæde har brug for en tykkere og mere hårdfør olie om vinteren.Din kæde har brug for en tykkere og mere hårdfør olie om vinteren.

Olie

Om vinteren bør du ikke bruge den samme kædeolie som om sommeren. Om sommeren bruger de fleste en letløbsolie, som er designet til at give mindst mulig friktion. Derfor er den meget tynd og skylles let af kæden, hvis det regner. Det samme gælder i øvrigt for kædevoks.

Eftersom vejene oftest er våde om vinteren, vil en letløbsolie hurtigt komme til kort. Vil du undgå en tør og larmende kæde, så skal du smøre den med en specifik kædeolie til vinterbrug eller i det mindste til brug i våde forhold. De er typisk lidt tykkere og skyldes ikke så let af kæden.

Det er også en god idé at investere i en bøtte fedt, så du kan smøre de øvrige bevægelige dele og forhindre, at vand og salt trænger sig ind. Det kan du læse mere om senere.

Lys

Der er færre lyse timer om vinteren og generelt dårligere sigtbarhed. Derfor er et godt tip at udstyre din cykel med nogle gode lygter. Du kan med fordel altid køre med en lille baglygte tændt for at gøre opmærksom på dig selv over for bagvedkørende trafik. Derudover skal du selvfølgelig også have en forlygte på i lygtetændingstiden.

Hvis du kører, mens det er decideret mørkt, bør du overveje en forlygte med mindst 500 lumen og gerne mere, så du ikke bare kan blive set, men også selv tydeligt kan se, hvor du kører. Der findes mange muligheder, og lygterne er med tiden både blevet billigere og væsentligt mere fikse med indbyggede genopladelige batterier fremfor eksterne.

Smart er den ikke, men den tjener et formål.Smart er den ikke, men den tjener et formål.

Saddeltaske

Der er delte meninger om saddeltasken. Men den er altså god at have med, og især hvis du cykler om vinteren, hvor punkteringer og mekaniske problemer har det med at opstå hyppigere end om sommeren. I saddeltasken kan du have en ekstra slange eller to, dækjern og en pumpe eller CO2-patroner.

Det er også en god idé at have et lille multitool som minimum med de typiske unbraconøgle-størrelser, et par torx og måske en flad og en stjerneskruetrækker. Du kan også gå ét niveau højere op og finde en med kædeskiller.

Så vil du kunne fikse langt de fleste problemer, der kan opstå på turen, så du i det mindste selv kan cykle hjem igen.

Cykelvask

Den måske allervigtigste pointe til dig, der cykler om vinteren, er, at du skal huske at passe og pleje din cykel. Ellers kan mange af de andre ting være ligegyldige. Ja, det kan være træls, men for at få den bedste oplevelse og give dit udstyr længst mulig levetid, bør du vaske din cykel efter hver tur.

Som minimum bør du skylle kæden og tørre den af med et gammelt håndklæde eller viskestykke, inden du stiller den ind. Ellers vil kæden være helt rød af rust, næste gang du hiver cyklen ud af skuret.

Der findes masser af smarte rengøringsprodukter specifikt beregnet til cykler. De fleste ting er ikke livsnødvendige, og du kan for eksempel sagtens vaske den i varmt vand med opvaskemiddel. Men en god degreaser til kæden, så du kan rengøre den for snavs og olie, inden du tørrer den af og lægger et nyt lag olie på, er et must.

En af de ting, du selv kan gøre, er at smøre dine kabelwirer med fedt.En af de ting, du selv kan gøre, er at smøre dine kabelwirer med fedt.

Hvad kan du selv gøre?

Hvis du har en lille mekaniker gemt i dig, er der flere ting, du kan gøre helt gratis for at gøre din cykel mere vinterklar.

Et godt råd er at smøre alle cyklens bevægelige dele med olie eller fedt. Gear- og bremsekablerne er særligt udsatte om vinteren, når vand og salt kan trænge med wirerne ind i yderkablerne og få wirerne til at ruste. Det vil hurtigt få dine gear og bremser til at køre ringere og ringere.

Derfor er et godt tip at udskifte dine kabler og smøre wiren med fedt, inden du fører den igennem yderkablet. Hvis du ikke vil købe nye kabler, kan du tage den gamle wire ud, smøre den og føre den tilbage igen. Fedtet holder nemlig vand og skidt ude.

Et andet meget udsat sted på cyklen er kronrørslejerne, der let ruster og derved påvirker styringen. Der sidder både et leje øverst og nederst i kronrøret. Du kommer ind til lejerne ved at løsne skruerne i frempinden og top-cappen, tage frempinden af og trække forgaflen en lille smule ud af kronrøret.

Du vil så kunne fordele et godt lag fedt både øverst og nederst i kronrøret, inden du sætter forgaflen i igen og monterer og spænder frempind og top-cap.

Efter samme princip kan du med fordel afmontere kranksættet og smøre kranklejerne med fedt, inden du monterer kranksættet igen.

Det er også en god idé at smøre de bevægelige dele i greb, for- og bagskifter og bremser med olie. Husk at tørre olierester af overfladerne, når den har fået lov at sidde lidt tid. Olien er trængt ind, hvor den skal, og ellers tiltrækker du bare endnu mere skidt.

Til sidst er det også godt givet ud at smøre de ikke-bevægelige dele såsom saddelpinden. Marker din saddelhøjde, tag saddelpinden op, rengør den og smør den med fedt, hvis den er i aluminium, eller carbonfedt, hvis den er i carbon. Så forhindrer du, at den med tiden gror fast.