Cykling: Visualisering og mentaltræning

Det er ikke kun dine ben, som er på arbejde i cykling. Din hjerne tramper også derudad og har indflydelse på din præstation. Lær hvordan du trimmer den.

Er du en rytter, som har cyklet i flere år, vil mental opvarmning formentlig virke som ny benzin til din træning. Foto: Colourbox

Kickstart de positive tanker inden cykelturen. Det kan skabe bemærkelsesværdige resultater under cykelløb og under de små konkurrencer med vennerne på landevejen.

Mærk og se turen - inden den er begyndt

Ved at have en planlagt rute forberedt i tankerne, har jeg erfaring med, at visualisering bidrager til en bedre performance, når du sidder i pressede situationer.

Du kan gøre det ved blot at have lidt ro omkring dig, mens du gennemgår ruten og de steder, som du skal være opmærksom på.

Læs mere: Træn på danske "bjerge": Stejlere end Alpe d'Huez

Det kan være steder, som du forbereder dig på både i forhold til sikkerhed og konkurrence.

Prøv næste gang du skal cykle alene

Prøv at visualisere de næste gange du skal ud at køre alene, så du indøver det stille og roligt.

Hvis du er en af de ryttere, der har kørt i flere år og har opnået en form for rutine, vil mental opvarmning formentlig virke som ny benzin til din træning.

Er du inde eller ude af din krop, når det gør ondt?

Igennem tiderne har jeg talt med flere motions- og licensryttere, som benytter ét af to tankemønstre for at overkomme smerte og kraftudfoldelse under en opkørsel, enkeltstart eller et alvorligt ryk i feltet, som de skal forsøge at sidde med på.

Cykelrytter type 1: Fokuserer udelukkende på sin krop, og hvordan den føles under pres. Hvordan arbejder benene? Hvordan slår hjertet? Hvor tungt er åndedrættet?

Cykelrytter type 2: Tænker sig ud af kroppen. Har det bedst med at tænke på andre ting end kroppens reaktioner under presset performance. Tænker ofte også på, hvordan konkurrenten cykler.

Min erfaring er, at du yder bedre, hvis du er den første type og tænker på kroppens reaktioner.

Derfor tror jeg på, at du vil have stort udbytte af at ændre dit tankemønster, hvis du er typen der bevæger dig ud, når du skal præstere noget ekstraordinært.

Læs mere: Enkeltstart: Test dig selv som en Tour-rytter

Tænk på din egen performance – ikke konkurrentens

Prøv at lade være med at fokusere på, hvad andre ryttere laver under pres - medmindre det er af strategiske grunde, såsom at sidde bag en anden rytters hjul under en opkørsel, med en plan om at overhale på det helt rigtige tidspunkt, inden I når toppen.

Kadence, hjerterytme, åndedræt og fodbearbejde

Tænk på kadencen, hjerterytme, åndedræt og hvordan det føles i benene.

Det gør, at du både mærker dine grænser og arbejder aktivt med dem.

Jeg tror på, at disse tanker og øvelser i sidste ende vil forbedre dig som rytter.