Træn på danske "bjerge": Stejlere end Alpe d'Huez

Du har muligheden for at teste dine bjergben i ellers flade Danmark – for eksempel er Kiddesvej i Vejle betydeligt stejlere end Tour de Frances mest berømte stigning

Kiddesvej i Vejle er betydeligt stejlere end Alpe d’Huez Foto: Colourbox

Cykelløbet Tour de France markerer i år udgave nummer 100 med som noget helt nyt at bestige det legendariske bjerg Alpe d'Huez to gange på samme etape – her på vorespuls.dk bliver det markeret med i samarbejde med cykelrytteren Chris Anker Sørensen at sammenligne Alpe d'Huez med tre af de mest kendte stigninger i Danmark.

For selvom der er en verden til forskel på de franske alper og de puklede områder i Danmark, er der visse stigninger i det ganske danske land, der tåler en sammenligning – i hvert fald, hvis man fokuserer på stigningsprocenten.

"Selv for en rytter på mit niveau er det i hvert fald bedre at træne på de danske stigninger, end det er slet ikke at træne på stigninger. Og vi har jo en del gode danske bjergryttere, så helt skidt er det jo ikke at køre på stigningerne i Danmark," siger Chris Anker Sørensen.

Læs mere: Udstyr: Tips til køb af racercykel

"Selvfølgelig er de danske stigninger alt for korte til at blive sammenlignet med Alpe d'Huez, men for motionister er der gode udfordringer i Danmark," fortsætter Team Saxo-Tinkoff-rytteren, der har gennemført Tour de France fire gange men ikke er udtaget til årets løb.

vorespuls.dk har udvalgt tre kendte stigninger i Danmark, som du her kan se i sammenligning med Alpe d'Huez.

Alpe d'Huez

Gennemsnitlig stigning: 8 procent
Maksimal stigning: 10,6 procent
Længde: 14 kilometer
Hvor: Frankrig, regionen Rhone-Alpes, departementet Isère
Kendt fra: Fast og mytisk bestanddel i Tour de France. Har med sine 21 karakteristiske hårnålesving lagt scene til nogle af de største dramaer i cykelhistorien, siden Fausto Coppi vandt på toppen for første gang i 1952
Chris Anker Sørensens kommentar: "Egentlig er det jo ikke den hårdeste stigning i Touren, men det er den mest prestigefyldte, og i år bliver det jo helt vildt med to gange lige efter hinanden. Alpe d'Huez stiger jævnt og hårdt, og så er stemningen på bjerget jo fantastisk," siger Chris Anker Sørensen.

Læs mere: Enkeltstart: Test dig selv som en Tour-rytter

Kiddesvej

Gennemsnitlig stigning: 12,9 procent
Maksimal stigning: 19 procent
Længde: 350 meter
Hvor: I Vejle bymidte, starter ved Koldingvej og stiger mod syd
Kendt fra: Målstregen på kongeetapen af Post Danmark Rundt har de seneste mange år været placeret på toppen af Kiddesvej
Chris Anker Sørensens kommentar: "Det er en kort og meget eksplosiv stigning. Den er så kort, at professionelle nærmest kan spurte hele vejen op over, men den er altså stejl. Og den giver helt sikkert en god træning," siger Chris Anker Sørensen.

Læs mere: Video-guide: Styrketræning til cykling og MTB

Geels Bakke

Gennemsnitlig stigning: 3,7 procent
Maksimal stigning: 4,5 procent
Længde: 540 meter
Hvor: Nordsjælland, Kongevejen ved Virum
Kendt fra: Var opløbstrækning i det hidtil suverænt største cykelløb afholdt på dansk grund - VM i 2011, hvor Mark Cavendish kørte først over stregen
Chris Anker Sørensens kommentar: "Jeg synes ikke, det er en rigtig stigning. Det er bare et lille vejbump, og under VM var den slut, før man mærkede den. Men det er stadig bedre at træne på den, end det er at blive derhjemme og spise pomfritter," siger Chris Anker Sørensen.

PØT MØLLE

Gennemsnitlig stigning: 9,8 procent
Maksimal stigning: 12 procent
Længde: 600 meter
Hvor: Pøt Møllevej, nordvest for Hammel
Kendt fra: Ofte med på ruten i Post Danmark Rundt, og er i øvrigt kendt som Chris Anker Sørensens træningsbakke
Chris Anker Sørensens kommentar: "Den er så lang og stiger så meget, at man tilnærmelsesvist får en rytme, der minder om at køre i bjerge, og det er nok den danske stigning, der bedst kan sammenlignes med Alpe d'Huez. Mit barndomshjem ligger jo tæt på Pøt Mølle, og da jeg var knægt, lå jeg og kørte op og ned 15-20 gange i træk. Men der fik jeg jo pauser hver gang, jeg skulle køre ned, og dem får man altså ikke på Alpe d'Huez," siger Chris Anker Sørensen.

Der er altså rig mulighed for at teste "bjergbenene" i Danmark. Og husk, når du er ude at træne, er det okay at forestille dig, at du er Alberto Contador og kører fra alle de andre Tour-favoritter…

Læs mere: Bakker skal besejres på cykel