Cykling: Hold rigtigt på dit styr
Du skifter position på dit styr alt efter terræn, vejr, sving mv. Se de 3 mest brugte positioner.
Hold på oversiden af dit styr
Den mest anvendte position er, at du holder med begge hænder på oversiden af styret. Det er den mest oprejste position, og du sidder med relativt strakte albuer. Her kan du både bremse og skifte gear.
Stillingen er den mest behagelige, hvis du f.eks. sidder på hjul, kører op ad bakke eller kører med lavere intensitet, og den giver god mulighed for at stå op og generere kraft. Derfor er dette den mest brugte position.
Hold på overdelen af dine bremsegreb
Den mest aerodynamiske position er, at du holder med begge hænder på overdelen af bremsegrebene. Håndleddene er i en neutral stilling, og du bøjer 90 grader i albuen.
Fordelen ved denne position er, at du kan generere meget kraft. Ulempen er, at du skal flytte hænderne for at skifte gear eller bremse. Derudover kræver positionen en godt indstillet cykel og en god stabilitet i kroppens kerne.
Hold i bukket på dit styr
Tredje position: Du holder nede i "bukket" på styret (deraf det gamle ord gedebukkestyr).
Positionen giver en relativt god aerodynamik og mulighed for at generere meget kraft og acceleration. Det er denne position, sprinterne bruger i cykelløb.