Eskild Ebbesen: Find et set-up, der passer dig

Motivation til at træne kommer af at tænke strategisk og planlægge, så du giver dig selv et trænings-set-up, du kan være i. Sådan lyder det fra OL-guldvinder Eskild Ebbesen.

Eskild Ebbesen under sit foredrag på PULSDAG Foto: Mikkel Homann Carøe

Det er ikke nok at have en masse viden om, hvordan du motionerer bedst. I stedet handler det om at få den viden brugt. Sådan siger Eskild Ebbesen, der var én af oplægsholderne til PULSDAG.

Eskild Ebbesen er tredobbelt olympisk guldvinder i roning og er desuden uddannet idrætsfysiolog. Han har dyrket idræt på topniveau gennem adskillige år, og han ved om nogen, hvordan du skal skrue en hverdag sammen med træning og familieliv for at få tingene til at gå op.

”Beslut dig for at træne eksempelvis tre gange i ugen, og beslut dig for, hvornår, hvor og hvad du skal træne. Så undgår du den der med, at hver gang, du skal træne, bliver det til den helt store mentale kamp, om det skal være i dag. Det har du besluttet, at det skal,” fortæller Eskild Ebbesen til vorespuls.dk’s udsendte efter sit oplæg til PULSDAG.

Tænk strategisk

For Eskild Ebbesen handler motivation i høj grad om at sætte sig et mål og så gøre alt det, du kan for at leve op til det mål.

Mange gange handler det ifølge ham om at tænke strategisk i måden, du planlægger din træning på.

”Det gælder om at gøre skridtet til at komme ud og dyrke motion så lille som muligt. Tag træningstøjet på, når du sætter dig ind i bilen på vej hjem fra arbejde, så du kan hoppe direkte ud på løbeturen, når du har parkeret bilen derhjemme,” siger han og understreger, at det handler om at gøre det let for viljestyrken.

”Motivation til at komme ud og træne handler jo ofte om at tage det aktive valg. Vi skal altid vælge motion til i hverdagen, og derfor er det så nemt at skrotte. Så find det, der motiverer dig, og sæt tid af i kalenderen til at få motioneret,” siger han.

Tilmeld dig gratis træningsprogram: Træn din motivation

Involver venner og familie

”Når man vælger noget til, vælger man også noget fra. Så når man vælger motionen til, vælger man også noget andet fra. Det andet er ofte familien,” siger Eskild Ebbesen.

Han råder til, at man i høj grad tænker familien med i træningen.

”Hvis du melder dig til et løb, skal du fortælle din familie og venner om det. Fortæl dem, hvad du håber på at opnå til løbet, hvor meget du har tænkt dig at træne, og hvordan de kan hjælpe dig,” opfordrer han.

Hjerneforsker Ann E. Knudsen var også taler til PULSDAG - læs mere: Dit køn bestemmer, hvordan du motiveres

Find tre grunde

Det er ifølge ham meget nemmere at holde fast i træningsrytmer, når du har opbakning fra familien, og når du føler dig forpligtet over for andre end dig selv til at træne.

”Sørg for at finde tre grunde til, hvorfor du synes, det er en god idé at dyrke motion, og så tænk på dem, hver gang du skal af sted,” slutter Eskild Ebbesen.

Eskild Ebbesens oplæg blev vel modtaget blandt deltagerne til PULSDAG - se video-reportage fra dagen her: Pulsen røg i vejret til PULSDAG