Kombitræning giver ny motivation
Er du kørt træt i din normale træning, kan kombitræningens varierede koncept med løb og styrketræning give dig ny motivation og lyst
Forandring fryder - sådan lyder et klassisk mundheld. Og lige netop forandringen kan meget vel være den helt store grund til gevinst, hvis du giver dig i kast med kombitræning.
”I forhold til at finde og øge motivationen er kombitræningens helt store styrke, at det for langt de fleste vil være en helt ny form for træning,” siger humanfysiolog Jacob Vorup, der sammen med sin kollega fra Københavns Universitet Jonas Tybirk står bag forskningsprojektet Kombistudiet.
”Og det vil have en stor værdi for de løbere, der er kørt fast i deres rutiner.”
Læs mere: Sammensæt dig eget kombi-program
I kombitræning kombinerer du din almindelige løbetræning med intens intervaltræning og plyometrisk styrketræning, hvilket gør dig hurtige og sundere trods lavere træningsmængde.
Og samtidig for langt de fleste vil gøre det sjovere at motionere.
”Du får en helt ny kropslig fornemmelse af at presse dig selv i for eksempel 60/4-træning og lave plyometrisk træning. Du udsætter kroppen for noget, den faktisk er bygget til, men som den bare ikke bliver brugt til. Og det er meget motiverende på den måde at udnytte sin krop mere optimalt, og have følelsen af at have brugt hele kroppen ,” siger Jacob Vorup.
Læs mere: Sammensæt dig eget kombi-program
Positiv respons fra deltagere
Mange af deltagerne i forskningsprojektet kom med udtalelser som ”Hold da op, jeg vidste ikke, jeg havde de her muskler” og ”Jeg vidste slet ikke, jeg kunne løbe så hurtigt”.
”Specielt for de garvede løbere var det en stor oplevelse at opdage nye sider af kroppen, og det gav dem helt sikkert blod på tanden,” fortæller Jacob Vorup.
”Nogen af dem har løbet hele livet men ikke spurtet, siden de var børn.”
Læs også: Sådan laver du kombitræning
Tidlig gevinst af kombitræning
De resultater, du kan opnå med kombitræning, er naturligvis også en motiverende faktor.
”Hvis du udfører kombitræning helhjertet og korrekt, vil du efter få uger på en mærkbart bedre præstationsevne, også selvom du i forvejen er i god form. Og det er naturligvis også meget motiverende,” siger Jacob Vorup.
”Ligesom det at du med kombitræning kan booste din sundhed, selvom du forvejen er sund og løber 3-5 gange om ugen, er noget, der får motivationen og glæden frem.”