Behøver du virkelig den proteinbar eller -shake?

Få styr på, hvad der er op og ned i forhold til de hurtige energifristelser, og om du overhovedet har brug for dem.

Træning kræver protein. Spørgsmålet er, om det er nødvendigt med proteintilskud, eller om sund kost er nok? Foto: Colourbox

Energifristelserne vælter hurtigere frem end svedperlerne på din pande, når du er i fitnesscentret. Proteinbarer, energigel, proteinpulver og alverdens andre fitnessprodukter lokker, men hvad er egentlig op og ned, og hvor meget har du brug for?

Vi har taget Camilla Spagner, cand. scient i human ernæring, med på råd, så du kan blive klogere på, om du i virkeligheden har brug for kosttilskuddene.

Læs også: Træning kræver protein

Proteinbar

Proteinbaren er et sikkert hit i de danske motionscentre. Det er nemt og hurtigt, og tanken om at en bar kan øge dit træningsudbytte er tiltalende.

Ifølge Camilla Spagner er der dog et bedre alternativ end proteinbarerne.

”Proteinbarer indeholder en del protein, men også kulhydrat og fedt. Proteinbarer kan være gode, hvis der efter hård træning ikke er adgang til et måltid mad. I forhold til de officielle anbefalinger er de såkaldte energibarer dog et bedre alternativ,” fortæller Camilla Spagner og uddyber:

”For de fleste almindelige løbere vil et sundt og varieret måltid, der indeholder både protein og kulhydrat tilstrækkeligt.”

Læs også: Træn på den rigtige energiblanding

Proteinpulver

Proteinpulver består, som navnet indikerer, af protein – oftest mælkeprotein. Pulveret købes i store bøtter, og det blandes så sammen med vand eller mælk og indtages efter træning. Formålet er at fremme musklernes restitution, men nytter det?

»For motionister, der træner regelmæssigt, er der ikke videnskabeligt bevis for, at det daglige indtag skal være større, end hvis du følger de nordiske næringsstofanbefalinger. Et stort tilskud af protein er en dårlig idé, hvis det sker på bekostning af en sund kost,« siger Camilla Spagner.

I stedet anbefaler hun, at du opnår et godt og fornuftigt indtag af protein ved at planlægge dine måltider, så du spiser umiddelbart efter træning. Der er kroppen nemlig ekstra modtagelig for de ekstra aminosyrer, som protein bidrager med.

Spis nok protein

Har du styr på, hvad du skal spise for at få nok protein? Du kan bl.a. få protein gennem:

  • Kød
  • Fisk
  • Æg
  • Tørrede bønner og linser
  • Fjerkræ
  • Magre mælkeprodukter

Her kan du læse meget mere om mad sprængfyldt med protein.