Gå-træningsprogram: Til dig der vil gå lidt hver dag

Målet er blot at få gået lidt hver dag, forbedre din teknik og få mere velvære gennem motion. Du får hver uge en mail med dit ugeprogram og det varer fire uger

Træningsprogrammet forbedrer din gåteknik og giver inspiration til at holde dig i gang. Foto: Bo Nymann

Obs.: Tilmelding til træningsprogrammet er i bunden af artiklen. Dette er en uddybende artikel om træningsprogrammet, for at gøre det lettere forståeligt for dig, når du modtager dine ugentlige mails.

Læs også: Gå-træningsprogram: Bliv fit på 4 uger til at gå 10 km

En frisk gåtur om dagen er en oplagt måde at få fysisk aktivitet ind i hverdagen og måske den enkleste og korteste vej til at holde dig i form på.

Med det her træningsprogram får du inspiration til at holde dig i gang, og der er fokus på, hvordan du rent teknisk kan forbedre dig.

Det betyder også, at fokus ikke er på distancen – men på, at du skal holde dig i gang. Distancen styrer du til en hvis grad selv, men der er planlagt fokuspunkter til hver uge, så du kan træne din teknik.

Introduktion til træningsprogrammet

Med vores fornuft kender vi alle vigtigheden af bevægelse hver dag, men derfra til at få det gjort, kan der være et stykke vej.

For at åbne for motivationen til bevægelse er det værd at se på, måden vi bevæger kroppen på. Bevæger du dig let og frit, føles det bedre for kroppen, og det er naturligt at være motiveret for mere bevægelse. Omvendt, hvis du bevæger dig anstrengt og lidt besværet, er det ikke befordrende for at bevæge sig mere end lige højst nødvendigt.

Derfor giver det god mening at se på vores grundlæggende bevægelse, som vi er født med - nemlig at gå.

Læs også: 10 vandreruter i Danmark du bare må opleve

Kroppen er designet til gå-bevægelsen, og vi lærer det fra naturens side - på lettest muligt måde. Når vi først går, tillægger vi ikke måden at gå på større betydning - det går jo bare der ud af.

Forskellige faktorer gør, at mange ofte får en gang, som bliver tungere og mere besværet. Desuden oplever mange problemer med balancen, og nogen oplever, at de ikke kan gå ret langt, før de bliver trætte eller endda får ondt.

Så hvordan kan vi bevare eller genfinde den medfødte og naturlige gang? Her kan det være en fordel at blive opmærksom på, hvordan vi går.

Ved at genfinde den naturlige og lette gangbevægelse får du bedre kontakt med din krop, og desto nemmere er det at mærke lysten og behovet for bevægelse.

Med udgangspunkt i vores naturlige bevægelsesmønster indeholder dette gå-træningsprogram anvisninger, der taler direkte til din krop. Skridt for skridt bliver du i løbet af 4 uger guidet til en naturlig lettere gang, ligesom din krop er designet til.

Gå-træningsprogrammet henvender sig til…

  • Dig der ønsker at holde dig i gang på lettest muligt måde - hver dag.
  • Dig der hurtigt bliver træt eller får ondt i kroppen af at gå.
  • Alle vil som udgangspunkt have gavn og glæde af dette gå-træningsprogram, da vi alle går hver dag - og på den lange bane er vi alle afhængige af at være godt gående.

Mål

  • Gå og bevæg din krop hver dag
  • At genfinde den dynamiske og naturlige gangbevægelse,
  • Så din lyst og glæde ved bevægelse vækkes.

Fokus

Det, som kendetegner en god gangbevægelse, er, at der er bevægelse gennem hele kroppen - fra fodsål til isse.

Læs også: Gå - og bliv klogere på dig selv

Musklerne initierer bevægelserne, og det er musklernes evne til at samarbejde, der åbner for strømmen af bevægelse gennem hele kroppen, så du kan gå med mindst mulig kraft - med andre ord et flow.

Når kroppen ikke er i balance, ses det i gangbevægelsen, da det er svært at skabe et naturligt flow. Selv små dårlige vaner afspejles i din måde at gå på, hvilket påvirker dine øvrige bevægelser i hverdagen.

Når du bliver opmærksom og ved, hvordan du kan gå med kroppens led i god balance, forbedrer du bevægeligheden i dine led. Samtidig aktiverer du alle kroppens muskler, så de kan samarbejde nemmest muligt. Det kan i sig selv give mindre stivhed og ømhed i kroppen.

Den lette og naturlige gang er mere behagelig for kroppen, og det i sig selv forstærker lysten til at gå mere.

Der er en vis portion sandhed og sundhed i ordene ‘Det skal/kan gås væk’ - mere end vi lige er opmærksomme på. Vi kan gå kroppen i balance.

Det er funktionel bevægelse, der gør din krop bedre i hverdagen, og da gang er den mest naturlige måde at bevæge sig på, hvorfor så ikke optimere din gang og træne din krop i form bare ved at gå - hver dag!

Læs også: Gåteknik: Brug svingkraft og fjedring

Test

Det kan være en ide, før du starter programmet, at du får en til at lave en video-optagelse af din gang, så du kan se, hvordan du går.

Når du har gennemført de fire ugers gå-træning, kan du lave en ny video-optagelse, så du kan se forandringen. Det vigtigste er dog, at du mærker din gang, så du om nødvendigt er i stand til at justere på bevægelsen.

Udstyr

Selv om du måske kun går forholdsvis korte ture, er det vigtigste udstyr dine sko, der skal sidde godt på dine fødder. Sidder skoene for løst eller skævt, skal du bruge unødvendig muskelenergi på at styre det.

For at afvikle bedst muligt henover foden, er det vigtigt, at længden af dine tæer passer med, hvor skoen er bøjelig.

Jo bedre du går - desto bedre kan du mærke, hvilke sko der er gode for dig.

Gå i det tøj, der er rart for dig at bevæge sig i - naturligvis tilpasset efter vind og vejr.

Læs også: Gå uden ondt i ryggen

Rute

Vælg en rute i passende distance og med start lige uden for din dør, så du bogstavelig talt er i gang med det samme.

Du kan vælge en passende ‘rundtur’ i nærområdet, eller gå afsted i x minutter og vende om og gå samme vej tilbage. Efterhånden som gå-bevægelsen bliver bedre og fornøjelsen ved at gå øges, finder du måske en længere omvej at gå hjem.

Det væsentlige i dette gå-træningsprogram er kvaliteten i bevægelsen - og ikke tiden eller distancen.

I weekenden, og når tiden tillader det, så søg gerne i ud naturen, hvor kroppens sanser stimuleres af dufte, lyde og synsindtryk.

At ænse naturen er energigivende i sig selv, og det har også betydning for din krops sundhed og velvære.

Bonusser

  • At genlære at gå, giver øget kropsbevidsthed, og du bliver mere sikker i din gang.
  • Motivation til at gå og bevæge dig mere.
  • At være godt gående er væsentlig for et aktivt liv med frihed til at bevæge sig rundt og dermed livskvalitet.

I samarbejde med VoresPuls er gå-træningsprogrammet udarbejdet af bevægelsespædagog og vejleder Lisbeth Olesen, Gå dig i balance www.lisbeth-olesen.dk

Læs også: Så meget forbrænder du ved at gå og løbe