Bent vandt over kilo og kilometer

Træningsprogram fra VoresPuls fik Bent Buhl op af sofaen og ned i løbeskoene. Han har tabt 15 kilo og er godt på vej mod 5 km. Du kan også tilmelde dig - gratis.

”De første ture smertede i mine ben. Men når jeg kom hjem, var jeg stolt som en pave,” siger Bent Buhl, der pt. er over halvvejs mod de 5 km. Foto: Privat

”Jeg synes stadig ikke, det er sjovt. Men jeg kommer alligevel af sted hver gang og har det fantastisk bagefter,” siger Bent Buhl fra Holeby på Lolland.

5 km på 30 uger

Den 66-årige løber er mere end halvvejs i vorespuls.dk’s træningsprogram, der hedder Fart under fødderne – dit løbeprogram.

Med løbeprogrammet træner du dig op til at løbe 5 km over 30 uger og får motivationsmails hver uge, så du hele tiden får et skub fremad.

Havde givet op på egen hånd

Et skub var netop hvad Bent Buhl manglede for at komme i gang:

”Til et kontrolbesøg hos lægen for min diabetes blev jeg mødt med hævede øjenbryn, fordi alle tal var for høje; vægt, blodtryk og kolesterol. Jeg vidste godt, at kostomlægning og motion var løsningen. Jeg havde bare så svært ved at gøre noget ved det på egen hånd. Derfor besluttede jeg mig for at finde et træningsprogram for 5 km. Det virkede som et overskueligt mål. Problemet var bare, der var myriader af træningsprogrammer på nettet. Og de fleste var alt for korte og hårde til sådan en total utrænet som jeg.”

Overskueligt træningsprogram

I sin søgen fandt Bent Buhl VoresPuls:

”Et program på 30 uger er en relativ lang tidshorisont. Men den let stigende intensitet styrkede min motivation, fordi jeg var overbevist om, at her var noget, jeg kunne gennemføre.”

Hård start for benene

Som for de fleste begyndere var det hårdt for Bent at komme i gang. Det smertede i benene:

”Jeg løb på ingen måde stærkt, snarere tværtimod. Men bagefter var jeg stolt som en pave. Nu er jeg mere end halvvejs, og synes løbetræningen er blevet lettere. Men jeg skal stadig piske mig selv for at komme af sted hver gang.”

Glad for de ugentlige mails

For Bent har de ugentlige mails fra vorespuls.dk været afgørende for, at han har holdt motivationen:

”Jeg glæder mig til hver fredag. Der får jeg næste uges træningsprogram, som ledsages af informative og velskrevne artikler om løb med tips og fiduser. Og så er det absolut også stimulerende og motiverende med de små positive, verbale skulderklap, som ledsager programmet.”

Mindre medicin, blodtryk, kolesterol og vægt

Bent Buhl synes, det er sjovere at komme til lægen nu:

”Mit blodtryk er faldet markant. Det er mit kolesteroltal også – fra 5,8 til 3,5. Lægen har også fjernet noget af min medicin for min diabetes. Og så har jeg opnået et vægttab på 15 kg. Fra 96 kg til 81 kg. Med min højde på 182 cm er jeg nede på et normalt BMI.”