Mountainbikerens naturlov – sådan færdes du i skoven

Nyt fælles adfærdskodeks skal hjælpe dig som MTB-rytter til en bedre oplevelse i skoven.

Følg Montainbikerens naturlov og få en bedre oplevelse i skoven Foto: Bent Nielsen

MTB er endnu sjovere, hvis du er gode venner med både naturen og skovens andre gæster. Men med flere og flere tohjulede besøgende i skoven, bliver det sværere og sværere at sikre smil og en velbevaret natur.

Derfor er der nu lavet et fælles kampagne-adfærdskodeks for MTB-ryttere - se punkterne længere nede i artiklen.

Som en del af kampagnen ”Flink af natur” offentliggøres mandag ”Mountainbikerens naturlov”. Bag de gode råd står Naturstyrelsen, Friluftsrådet, DIF, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Orienteringsforbund, DCU og DGI.

DGI og vorespuls.dk har valgt at lade "Mountainbikerens naturlov" erstatte deres tidligere adfærdskodeks for at støtte op omkring en fælles politik, hvilket gør det lettere for dig som MTB-rytter at finde ud, hvordan du skal færdes i skoven.

”Vi har jo tidligere haft et kodeks hver især, men jeg er utrolig glad for, at vi nu har et fælles kodeks. Det tegner godt for fremtiden for MTB-ryttere i de danske skove,” siger Michael Bremer, der er DGI MTB’s repræsentant i arbejdsgruppen omkring kampagnen.

”Vi håber, at Mountainbikerens naturlov bliver en del af kulturen, og vi alle bliver mere opmærksomme på hinanden ude i skoven, og at vi mountainbikeryttere tør sige til hinanden, hvis de simple retningslinjer ikke bliver overholdt,” fortsætter Michael Bremer.

Her kan du se Mountainbikerens naturlov:

Kør hvor du må

  • I naturen må du kun cykle på veje og stier.
  • Undgå at køre på afmærkede ridestier, vandreruter o.l. uden for skovvejene.
  • Kør ikke på fortidsminder, gravhøje, diger og trapper.
  • Kør ikke i private skove fra solnedgang til kl. 6 næste morgen.

Kør ansvarligt

  • Tilpas din fart, og hold afstand – færdselsloven gælder også i naturen.
  • Cykel sammen – husk hjelm, telefon, 112-app og sygesikringskort.
  • Skån sporet i meget våde perioder, brug kun de robuste spor og skovvejene.

Vis hensyn

  • Kør i roligt tempo, når du møder andre skovgæster. Brug evt. ringeklokken i god tid – eller et verbalt ”ding-ding”.
  • Smid ikke dit affald i naturen.
  • Undgå steder, hvor der er mange skovgæster, og værn om dyr og planter.

Hvad synes du om Mountainbikerens naturlov? Er det rimelig krav at stille? Kom med din kommentar i Facebook-feltet.