Gravel begejstrer: Flere motionscyklister vælger grusvejen

Gravel er blevet et populært supplement eller alternativ til landevejscykling, MTB eller cykelcross, og der bliver solgt flere gravelcykler end nogensinde før. Årsagen er, at det kan noget særligt, mener DGI-konsulent Peter Meinert.

gravel er ret nemt at gå i gang med, uanset hvilken type cykling, du tidligere har fokuseret på. Det gælder både i forhold til det køretekniske og udstyret. Foto: Peter Meinert

Der er kommet flere og flere dækaftryk på de danske grusveje de seneste par år, hvor cykelmotionister for alvor har fået øjnene op for gravel.

Læs også: Sådan kommer du godt i gang med gravel

Gravel lander et sted midt imellem landevejscykling, MTB og cykelcross, og det tiltaler motionister fra alle grupper, fortæller Peter Meinert, der er konsulent i DGI Cykling.

“Der kommer folk fra landevejen, der gerne vil lidt væk fra vejene og ud i naturen. Nogle MTB’ere kører også gravel, fordi det giver en anden naturoplevelse, og det er lidt mere roligt og mindre teknisk krævende. I forhold til cykelcross er det mindre intensivt - og så bliver du på cyklen og løber ikke rundt med den,” siger Peter Meinert.

Stor efterspørgsel og store løb

Han oplever, at nogle har taget skridtet og udelukkende kører gravel, mens andre bruger det som et supplement til de andre former for cykling. For eksempel bruger en del landevejsryttere gravel som vintertræning i stedet for MTB, da gravel og landevejscykling har mere tilfælles.

I DGI mærker Peter Meinert blandt andet den større interesse for gravel ved en stigende efterspørgsel efter arrangementer - og ved at nuværende arrangementer som “Kaffegrums og Grusveje” ofte bliver hurtigt udsolgt.

Læs også: Træningsprogram: Fra 0-60 km

Store løb som Hærvejsløbet og Grejsdalsløbet har også taget gravel til sig, og Hærvejsløbet har i 2020 en officiel gravelrute.

“Gravel giver mulighed for både at køre lange ture, nyde naturen og har også et element af adventure over sig, fordi du kan køre helt nye steder, end du ellers har haft mulighed for. Ofte kombinerer ruterne grus og en smule landevej, når du kører fra sti til sti. Det giver en stor grad af frihed på cyklen,” siger Peter Meinert.

Nemt at gå i gang med

En anden årsag til den hurtige popularitet er, at gravel er ret nemt at gå i gang med, uanset hvilken type cykling, du tidligere har fokuseret på. Det gælder både i forhold til det køretekniske og udstyret.

Selvom det mest optimale uden tvivl er at købe en decideret gravelcykel, kan en landevejscykel med ekstra brede dæk eller en hardtail MTB også være fint til en start, mener Peter Meinert, der glæder sig over, at gravelbegejstringen stiger i Danmark.

Læs også: MTB-træningsprogram: Få bedre form og teknik

“Det er fedt, for gravel kan noget særligt og rammer ned i noget, som mange synes godt om. Natur, mulighed for længere ture og samtidig både fart og masser af mulighed for sociale oplevelser,” siger han.