DGI Holdløb: Nyskabelsen gør cykling social

I DGI Holdløb bliver forskellen på stærk og svag pludselig ikke længere så tydelig. Motivation og opmuntrende tilråb er nøglen til at få hele holdet med hjem. Læs her om finalen i DGI Holdløb.

Mårslet Cykel Motion gør sig klar til finalen i DGI Holdløb Foto: DGI

Da de fem gutter fra Mårslet Cykel Motion trillede i samlet flok ud på ruten til finalen i DGI´s holdløb i Roskilde var det med store smil, der strålede om kap med søndagssolen.

En god time senere var det en flok sjaskvåde jyder, der kæmpede de sidste meter i mål efter godt 40 kilometer i og omkring Roskilde.

Bedst som alle de deltagende hold var sendt afsted på ruten åbnede himlen sig og gav ekstra udfordringer for rytterne. Det tog dog langt fra glæden ved turen væk fra Martin Hem fra Mårslet.

”Vi har deltaget i flere af kvalifikationsstævnerne for på den måde at træne, men også fordi det er en sjov måde at køre cykelløb på,” forklarer Martin Hem.

”Det er helt vildt fedt, at der også er et socialt element, da man ikke bare kører for sig selv, men hele tiden skal tænke på holdet og at alle skal med hjem.”

Alle skal med over stregen

Hvert hold har fem ryttere, der alle er lige vigtige. Et holds tid stoppes først i det sekund femte og sidste mand er over stregen.

Så da Mårslets mand nummer fem styrtede få kilometer før mål måtte hele holdet stoppe, samle holdkammeraten op og kæmpe ham til mål.

En teampræstation, der blev belønnet med en podieplads i DGI holdløbs jomfruudgave.

Samarbejde i individuel sportsgren

Holdløbet var sammen med motionsløbet nyskabelserne i genopstandelsen af Stjerneløbet i Roskilde, der før i tiden var forbeholdt eliten.

Hos arrangørerne glæder det at se, hvordan det sociale element i form af samarbejde på et hold kan bringes ind i en ellers individuel sportsgren.

”Ved Tour de France kan hvert hold smide to ryttere, uden det koster dem noget i den samlede sluttid. Vi har med vilje valgt at sige, at alle fem ryttere skal med over stregen. Det understreger, at det her er et holdløb,” forklarer en af arrangørerne, Bo Wacker fra DGI.

”Selvfølgelig går folk op i det og forsøger at vinde, men så må man hjælpe makkeren, der punkterer, det er godt at udfordre rytterne lidt.”

Det var de tre bedste hold fra de ti indledende kvalifikationsstævner, der havde kvalificeret sig til finalen i Roskilde. Ferietid betød dog, at ikke alle hold mødte til start.

Samlet er der alligevel over de seneste måneder blevet kørt rigtig meget holdrace over hele landet, hvor der har været hold med fra alt fra Kibæk til Holbæk.

Modbydelig disciplin

Med svedige hænder fyldt med olie efter styrtet på de sidste kilometer står Martin Hem i sekunderne efter, at holdet er sprintet over målstregen og skal forklare, hvordan det er at køre holdløb.

”Modbydeligt, det tror jeg er den bedste beskrivelse. Der findes ikke to identiske cykelryttere. Det handler om at trække den svageste på holdet med op, hvilket så presser den stærkeste helt vildt, da han skal pakke den svage rytter ind. Det plejer at være omvendt,” fortæller Martin Hem.

”Nøglen på vores hold er, at vi råber og opmuntrer hinanden, for på den måde at holde gejsten oppe. For lige som jeg står her, så skal jeg aldrig køre det her igen, men spørger du mig om fem minutter, så har jeg sikkert allerede meldt mig til næste år.”

Læs reportage fra DGI Stjerneløb Motionsløb: Historiens vingesus ramte rytterne i Roskilde

Kæden skal være stærk

Selvom det mest er for sjov motionisterne fra Mårslet deltager, så er vindermentaliteten tydeligt til stede, når først løbet er i gang.

Flere har kombineret ferie og familiebesøg med deltagelsen, så supporterne var på plads langs ruten. Havde de haft mulighed for at smide blot en enkelt mand, så kunne de måske have kravlet et trin eller to op af podiet, nu må de tilbage til træningen og forbedre samarbejdet til næste år.

For ingen hold er bedre end det svageste led i DGI´s holdløb.