Cykelløb: Også for dig med kaffe i kurven

Du får fornemmelsen af at deltage i et stort cykelløb – men du skal ”kun” cykle 50 kilometer med to stop undervejs, og racercykel og cykeltøj er på ingen måde en forudsætning

Kunne du tænke dig at snuse til, hvordan det er at køre cykelløb? Foto: DGI, Bo Nymann

Cykelløb er ofte forbeholdt motionister, der er vant til at cykle langt og har udstyret i orden. Sådan et løb er den korte udgave af Hærvejsløbet den 23. juni fra Silkeborg til Viborg langt fra.

Løbet er 50 kilometer, har to stop undervejs, og du bestemmer selv tempoet – og alle er velkomne.

”Hvis der kommer nogen med en cykelkurv foran på cyklen med kaffekande og det hele, vil vi også tage godt imod dem. Og de vil kunne få en god oplevelse. Det er et cykelløb for alle,” siger projektleder Flemming Johansen.

Noget for dig?

Du har altså en unik mulighed for at prøve kræfter med at deltage i et cykelløb, uden din kondition bliver sat på en uoverkommelig opgave.

Læs mere: Træningsprogram, hvis du vil køre cykelløb

"Løbet henvender sig til dig, der synes, det med landevejscykling er interessant. Dig, der er nysgerrig på, hvad det er for noget. Måske kører du uorganiseret en gang imellem, måske er du konen til manden, der cykler meget. Du vil i hvert fald gerne lige snuse til det der cykelløb. Løbet henvender sig også til dig, der har en almindelig 7-gearscykel og godt kan lide cykelmotion – og så bare gerne vil have den ene gode oplevelse,” siger Flemming Johanssen og fortsætter:

”Selvfølgelig er det langt at cykle 50 kilometer, hvis man ikke er vant til at sidde i sadlen så lang tid, men det kommer til at foregå i et tempo og på en måde, så langt de fleste kan være med.”

Varieret rute

Hærvejsløbet indeholder også ruter fra Flensborg og Vejen til Viborg, men tilmeldingsfristen til disse er overskredet. Tilmelding til løbet fra Silkeborg til Viborg kan ske helt frem til løbsstart.

Læs mere: Cykling: Træningsprogram, hvis du vil tabe dig

Hvis du møder op, bliver du præsenteret for en smuk og varieret rute.

”Værd at nævne er blandt andet den hyggelige stemning ved starten i Silkeborg, de flotte naturoplevelser omkring Dollerup Bakker og den historiske indkørsel på brostenene i den gamle bydel i Viborg, hvor en feststemt by vil tage imod, og der køres ren paradekørsel,” siger Flemming Johansen.

Det koster 200 kroner at deltage, og for den pris får man blandt andet forplejning på hele ruten og i mål, en Craft T-Shirt og følgeskab af servicebiler.

Læs mere og tilmeld dig: Hærvejsløbet, 50 kilometer