"Forrest Gump": Vil du ik' nok løbe med mig?
Motion, hyggeligt samvær og en storslået naturoplevelse er, hvad du kan forvente, hvis du løber en etape med Hærvejsløbets helt egen Forrest Gump – han håber på selskab!
Run Forrest, Run!
Og det gjorde Tom Hanks så i filmen Forrest Gump fra 1994. Intet kunne stoppe den amerikanske skuespiller, der bare løb, løb og løb. Hans umenneskelige bedrift blev kendt landet over, og horder af mennesker gjorde ham følge på løbeturen gennem USA.
Lignende scener, i hvert fald næsten, vil udspille sig under Hærvejsløbet op gennem Jylland, og du har muligheden for at blive én af ”Forrest Gumps” medløbere.
Håber på selskab
Hærvejsløbet har kapret Henrik Jørgensen til rollen som løbets ”Forrest Gump”, og den danske ultraløber skal forsøge at tilbagelægge de små 300 kilometer fra Flensburg til Viborg langs Hærvejen i ét stræk. For at strabadserne skal føles lidt mindre anstrengende, håber han på masser af godt selskab.
”Tiden går meget hurtigere, når man snakker med nogen – så kan man hurtigt lige løbe et par kilometer uden at opdage det. Så jeg håber meget, at folk vil komme og løbe og snakke med mig. Jeg er i hvert fald klar på at fortælle en masse løbehistorier,” fortæller Henrik Jørgensen.
Almindelige motionsløbere kan helt gratis og uden forhåndstilmelding komme og løbe en etape med Henrik Jørgensen, der vil bevæge sig op gennem Danmark i et konstant tempo på 10 km/t. Den korteste af de 30 etaper med mål ved Gudenåens kilder er 5,5 kilometer, og der er masser af muligheder for motionister på alle stort set alle niveauer. Find den etape, der passer dig bedst.
”Jeg tror, jeg vil have overskud til at snakke med folk en stor del af tiden. Det håber jeg da. I perioder vil jeg nok være udkørt, men jeg håber at kunne møde en masse forskellige mennesker,” siger Henrik Jørgensen.
Sindssyg udfordring
Henrik Jørgensen har tidligere deltaget i diverse langdistanceløb og adventure-races over flere døgn, men Forrest Gump-udfordringen er den største til dato.
”Det er det mest sindssyge, jeg nogensinde har kastet mig ud i. Jeg har lavet andre udfordringer mere eksotiske steder, men at løbe små 300 kilometer kan ikke sammenlignes med noget andet, jeg har prøvet. Og det er også første gang, jeg på den måde løber med andre mennesker,” siger Henrik Jørgensen.
Hærvejsløbet begynder klokken 7.00 lørdag den 22. juni i Flensburg og slutter søndag den 23. juni klokken 18.00 i Viborg. Læs mere om ruten og løbet via boksene til højre i artiklen.
LÆS, HVORDAN DET GIK HENRIK JØRGENSEN OG DE ANDRE LØBERE: Løb 246 kilometer: Andres glæde gav energi