Tæm dit temperament med motion

Farer du i flint over petitesser? Eller er tålmodigheden tyndslidt efter køreturen hjem i eftermiddagstrafikken? Så skån familien for et flip og pak i stedet sportstasken.

”Man skal lokalisere, hvad der udløser vreden, for så kan man bedre arbejde konstruktivt med den," siger Kristoffer Henriksen, som er sportspsykolog hos Team Danmark. Foto: Colourbox.com

1, 2, 3… Og så når du ikke længere i talrækken, før ballonen brister, og diverse eder og skældsord får følgeskab af lyn og torden.
Det er ikke altid nok at tælle til ti, når temperamentet begynder at boble over.

Motion kan være ventilen, der lukker luften af vredesballonen, inden det når så vidt.

Læs mere: Kom godt i gang med at træne

For det første udmatter motion kroppen, så det er sværere at mønstre energien til at flyve op i det røde felt. Det viser en undersøgelse fra University of Maryland.

Her blev forsøgspersonerne udsat for en række ubehagelige oplevelser, hvorefter deres angstniveau blev målt. Samme gruppe gennemgik en halv times motion og blev så igen udsat for de ubehagelige oplevelser.

Forsøget viste, at personerne var markant mindre oprørte efter den halve times motion, selvom de blev udsat for samme grad af angstprovokerende oplevelser.

Motionens fysiske udmattelse af kroppen hjælper hovedet med at holde humørsvingningerne i skak.

Læs undersøgelsen her

Sådan tøjler du dit temperament

For det andet er fodboldbanen, cyklen eller svømmehallen et godt sted at lære nogle værktøjer til at tøjle dit temperament.

”Man kan med fordel gøre brug af de værktøjer, som hjælper til at fastholde fokus i sporten uden for sportens verden også. Der virker de lige så godt,” siger Kristoffer Henriksen. Han er cand. psych., Ph.d. og sportspsykolog i Team Danmark og forsker i talentudvikling ved Syddansk Universitet.

Ti kilometers terrænløb i skoven er dog ikke hele løsningen. Det afgørende er ifølge sportspsykologen, at du arbejder med dig selv, mens du løber.

”Du skal lokalisere, hvad der udløser vreden, for så kan du bedre arbejde konstruktivt med den. Og så skal du gøre op med sig selv, hvem du gerne vil være på banen,” siger Kristoffer Henriksen, som særligt har arbejdet med udvikling af fodboldtalenter.

Få inspiration til din løbetur på vores side om løb

Djævlen på cykel

Selv din venlige nabo optræder måske opfarende og aggressiv, når han svinger sig i sadlen. Det er ifølge sportspsykologen helt normalt.

”Sportsverdenen er et godt eksempel på, at vi ikke nødvendigvis bliver blide lam af at være aktive. Nogle gange tvært i mod,” siger Kristoffer Henriksen.

Der er ikke altid en sammenhæng mellem en persons temperament på og uden for fodboldbanen. Men det kan der være. Det kræver, at du bestemmer dig for at bruge de værktøjer, som sporten kan give dig.

”Sporten er et godt sted at træne emotionel kontrol, og kontrollen kan du med fordel bruge efter træning også,” siger Kristoffer Henriksen.

Læs mere: Få masser af inspiration til cykelturen på vorespuls.dk's cykelside