Ny madtrend: Drop kødet én gang om ugen
Den nyeste madtrend sender spegepølsen og de røde bøffer i skammekrogen en gang om ugen. Ernæringseksperten giver dig svar på, om du skal supplere med kosttilskud, og hvordan en kødfri dag påvirker din træning.
"Meat free mondays" og "Vegan Wednesdays" hitter i magasiner og på sociale medier.
vorespuls.dk har spurgt ernæringsekspert Karina Kongsted, hvordan din krop og træning bliver påvirket, hvis du vil springe med på den kødfrie bølge.
Læs også: Simpel opskrift på de populære ingefærshots
Derfor skal du spise kødfrit 1 dag om ugen
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du højst spiser 500 gram tilberedt kød om ugen fra okse, kalv, lam eller svin. Det svarer til 2-3 middage om ugen og lidt kødpålæg på madpakken.
”Mange danskere spiser langt over den anbefalede dosis kød om ugen, og her kan den kødfrie dag skabe balance i det samlede kød-regnskab,” forklarer Karina Kongstad og tilføjer:
”Desuden kræver det meget mere at producere 1 kg kød frem for 1 kg grønt, så det er også bedre for miljøet.”
Læs også: Gratis træningsprogram til at løbe 5 km
Sådan påvirker det din træning
Du behøver ikke bekymre dig om, hvorvidt du på en kød-tom mave kan følge med de andre i løbeklubben eller cykle 60 kilometer, som du plejer.
”Du kan sagtens yde det samme på en kødfri-dag som på en dag, hvor du har spist en bøf,” siger Karina Kongsted og fortæller, at i udholdenhedstræning er kulhydraterne vigtigere, og dem får du stadig i form af pasta, grøntsager og brød.
Læs også: Kulhydrater påvirker din præstation
Dét skal du være opmærksom på
Selvom du måske føler, at det er en stor omvæltning at lægge hakkebøffer og rullepølse på hylden en dag om ugen, er det ikke noget, som giver anledning til de store forandringer.
”Hvis du generelt spiser sundt og varieret, så skal du ikke købe kosttilskud eller tænke over vitaminer, bare fordi du spiser kødfrit én dag om ugen,” forklarer Karina Kongsted og uddyber, at du skal ikke være bange for, at kroppen kommer til at mangle noget.
”Vi skal heller ikke være bange for, at vi får for lidt protein, for det får vi danskere generelt rigeligt af. Du får eksempelvis også protein fra kornprodukter og brød.”
Forslag til køderstatninger
- Fisk
- Æg
- Ost og andre mælkeprodukter
- Bønner
- Linser
- Kikærter
- Tofu