Sådan har Tove fået 1.000 ud at gå på under et år
Frivillige Tove Laursen arrangerer nogen meget populære gåture, som giver gode oplevelser, bedre kondition og i det hele taget gladere mennesker.
1.039 deltagere fordelt på 35 ture. Det er hvad, det er blevet til for gå-værten Tove Laursen, der har stor succes med at få folk ud på sine gåture i Aabenraa.
Der er ingen penge i foretagendet, og det er 100% frivilligt.
”Jeg får rigtig mange glade mennesker ud og se noget natur. Og jeg giver dem noget energi – og det giver også mig energi,” fortæller hun.
Læs også: Intervalgang: Gå dig slank
Sådan gør hun
Det hele startede med et projekt, hun var med i for kommunen, hvor hun skulle være gåvært fire gange. Men efter at have haft over 200 deltagere med på de fire gåture, så blev Tove Laursen altså ved.
”Det er blevet populært fordi, jeg har lagt en masse energi i det. Og så har jeg lavet en Facebook-gruppe, hvor jeg, og dem der var med de første gange, har delt opslag i deres netværk.”
Lige nu er der knap 500 medlemmer i Facebook-gruppen, hvor gåturene bliver meldt ud. Der arrangeres én tur om ugen, medmindre det er ferie, hvor der godt kan snige sig en ekstra tur ind. Tove Laursen er hele tiden et kvartal foran med sin planlægning, og dem som ikke er på Facebook, får planen på papir.
”Så foregår det sådan, at jeg 14 dage før gåturen, selv lige går den. Det kunne jo være, der var væltet et træ eller lignende.”
Læs også: Gå eller løb - du forbrænder lige meget
Mange glade deltagere
Der er flere årsager til, at gåturene er blevet så populære, fortæller Tove Laursen.
”Fælleskabet er vigtigt. Og så også det, at vi går i et stort område og altså ikke den samme tur hver gang. Der er også rigtig mange, der kan mærke, at de kommer i bedre fysisk form. I starten gik vi kun tre kilometer, men nu er vi helt oppe på otte kilometer.”
"Så sørger jeg også for, at vi hver gang holder et stop, hvor jeg har forberedt noget at fortælle - eller fået en af deltagerne til det, hvis de kender til historien et sted."
Det er hovedsageligt voksne, der er med på gåturene, men de tager nogen gange også deres børn og børnebørn med.
Den ældste deltager er 84 år, og der er flere i den alder, som nyder godt af gåturene fordi, de er nervøse for at gå i skoven alene.
"Hvis de nu skulle falde og slå sig, så er der måske ingen til at hjælpe dem. Her er der et fællesskab, og det giver tryghed. De kan komme i skoven hver uge fordi, de ved, at har de lige brug for en arm, så er der en til at give den."
Læs også: Gå uden ondt i ryggen
Billeder fra Toves gåture
(Billeder taget af Svend Aage Hansen)