Hvad kan du tænke over og blive klogere på, når du går
Sænk farten, dvæl ved dine omgivelser og lav måske en lille liste med små glæder, du oplever på din gåtur.
Kan du få mere ud af din gåtur? Henrik Mikkelsen, der er projektleder i Bevæg dig for livet – Løb og gang, mener, at det kan være en god idé at sætte tempoet lidt ned og være mere fokuseret på at se det, du går forbi.
Sænk farten, og dvæl ved det, du ser
Henrik Mikkelsen fortæller, at vi i dag har travlt og skynder os for forbi det meste. Vi skal i stedet øve os i at være mere nærværende og dvæle mere ved ting.
”Synet er en primær sans, så prøv at læg mærke til det, du ser, når du går. Uanset om du går i byen eller i skoven, så prøv at kig mere ud, op og til siden. Fokuser på kantstenen, beplantningen, legepladsen og så videre,” siger Henrik Mikkelsen og fortsætter:
”Lad vær med at døm, men dvæl og absorber det, du ser, og tænk over, hvorfor det er og ser ud, som det gør. Det handler simpelthen om den hastighed, som dit øje kører henover ting. Eksempelvis kan Aarhus Rådhus udefra måske virke som en stor, firkantet og kedelig betonbygning, men hvis du går tæt på, vil du se unikke og smukke mønstre i de store flader af norsk granit.”
Hils på andre og fokuser på en farve
Hvis du er opmærksom på noget uden for dig selv, kan du også gøre noget ekstra ud af at hilse på dem, du møder på din tur, forklarer Henrik Mikkelsen. Og så fremhæver han, at du kan vælge at fokusere på en farve for at skærpe din tilstedeværelse.
”Du kan beslutte, at du lægger ekstra mærke til alt det, der er grønt. Læg mærke til de forskellige nuancer af grøn, så du ser alle forskellighederne i alt fra græs til blade,” siger Henrik Mikkelsen og fortsætter:
”Men naturen er ikke kun grøn, så du kan også kigge efter det gule, brune, røde eller en anden farve. Tænk over, hvor mange andre farver end grøn, der egentlig er i naturen omkring dig.”
Kunsten at tænke på ingenting
Det kræver meget øvelse ikke at tænke på noget, men du kan indirekte træne det ved at sænke tempoet og fordybe dig.
”Det kan netop være at fokusere på den grønne farve, eller den blå himmel eller dine fødder, der rører underlaget. For når du er fordybet i noget, forbedrer du muligheden for ikke at tænke på andet,” siger Henrik Mikkelsen og fortsætter:
”Ligesom det er nemmere at se verden, når du cykler, end når du kører bil, så er det også lettere, når du går, end når du cykler. Gå lidt langsommere, og skærp opmærksomheden – og vær bevidst om at være mere langsom resten af dagen.”
En liste med de små glæder i naturen
Vi laver mange lister i hverdagen eller på vores arbejde, påpeger Henrik Mikkelsen. Vores mailindbakke er lister, vi laver en liste, når vi skal gøre rent, og vi har både indkøbslister og ønskelister.
”Du kan lave en alternativ liste på din gåtur, hvor du skriver de små glæder, du oplever eller tænker på, når du går. Det kan være en sommerfugl, et gærde, duften af lavendler, andre mennesker, du møder, eller et minde. Tag et stykke papir og en kuglepen med, og lav en lille liste,” siger Henrik Mikkelsen og afslutter:
”Hvis du så en dag ikke har tid til at gå, kan du tage den frem, og så bliver du forhåbentlig i godt humør. Samtidig er lister lette at dele, så hvis du opfordrer din familie til også at lave små lister fra deres tur, kan I bagefter dele dem og snakke om, hvad I har oplevet.”