Hjælp med at holde strandene rene: Få en gratis strandoprydningspakke

1900 familier har allerede bestilt gratis strandoprydningspakker og vil som en del af WE WALK-kampagnen hjælpe med at holde strandene rene.

WE WALK-teamet pakker strandoprydningspakker til personer i hele landet. Skal du også have en gratis strandoprydningspakke?

Gør noget godt for andre, for dig selv og for miljøet. Sådan lyder budskabet fra WE WALK.

Læs også: Sådan forbereder du kroppen til lange gåture

WE WALK tilbyder for anden gang, med støtte fra Miljøstyrelsens strandoprydningspulje, at sende gratis strandoprydningspakker med affaldsposer, handsker og en snack til turen direkte hjem til dem, der vil bidrage til det gode formål.

Ideen er, at folk kan samle skrald ved de danske kyster hen over sommerferien i juli måned, og det er særligt populært blandt børnefamilierne.

Initiativet har i den grad taget om sig, og 1900 familier fordelt over hele Danmark har allerede bestilt en strandoprydningspakke. Og tallet stiger hver dag.

Vil du også have en gratis strandoprydningspakke?

Hvis du også har lyst til at bidrage til det gode formål – alene eller sammen med din familie – så kan du på denne side bestille gratis strandoprydningspakker til hele familien: www.bevaegdigforlivet.dk/wewalk/strandoprydning.

Læs også: Find et gå-træningsprogram, der passer dig

Husk at meld ind til WE WALK, hvor mange poser du/I har samlet og på hvilken strand, så vi sammen kan se, hvor godt det går.

Hvis du registrerer din strandoprydningstur inden lørdag d. 31. juli, så deltager du automatisk i lodtrækningen om et gavekort på 1000 kr. til tøjmærket ELSK og et skovbevis på 25 kvm fra Den Danske Naturfond. WE WALK trækker 5 vindere mandag den 2. august. 

Kæmpe opbakning fra nær og fjern

”Det er simpelthen så skønt at opleve den opbakning, strandoprydningsprojektet modtager. Der er rigtig mange danskere, der har lyst til at komme ud at gå en tur og samle skrald, og det er vi super glade for i WE WALK. Indtil nu er vi blevet kontaktet af 1900 familier, og vi tror på, at vi kan ende med at få 10.000 personer ud og samle skrald på mange hundrede danske strande i løbet af sommeren,” siger Nina Krarup Christensen, fra WE WALK-teamet.

Faktisk er tilbuddet så populært, at WE WALK-teamet forudser, at de må melde udsolgt, inden perioden er omme.

Læs også: Derfor er det fedt at gå en tur alene

"I så fald opfordrer vi til, at man tager en pose med hjemme fra køkkenskuffen. Man kan selvfølgelig stadig registrere sin tur hos os og deltage i strandoprydningskonkurrencen," slutter Nina Krarup Christensen.