MTB: På sporet af højere fart

Få tips, øvelser og gode råd til hvordan, du kan øge din fart på din mountainbike.

Det nytter ikke noget at sætte mere fart på, hvis vi sætter sikkerheden over styr. Målet er at køre hurtigere, og SAMTIDIG få det til at se let ud. Foto: Jónas Thor Björnsson

Hvis du vil køre sikkert, kan du køre så hurtigt, som øjnene kan følge med.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal køre langsomt i sporet, og de fleste mountainbikere jeg snakker med, de har et ønske om at kunne hæve farten. Så lad det være ét af målene for sæsonen – mere gas!

Læs også: "MTB: 5 apps der øger din sikkerhed"

Det vigtigste først – opmærksomhed!

Det nytter ikke noget at sætte mere fart på, hvis vi sætter sikkerheden over styr. Målet er at køre hurtigere, og SAMTIDIG få det til at se let ud.

I starten vil man forsøge at styre sig igennem udfordringerne på samme måde, som man i starten er nødt til at hakke sig gennem stavelserne, når man skal lære et nyt sprog.

For større fart skal man have held med at styre opmærksomheden til kun at se, hvad den har brug for og sortere alt det andet fra – automatisk. At blive flydende i MTB`sk.

Det betyder at du kigger efter det nødvendige, som er de steder, cyklen skal bruge undervejs. Droppet, stenene, vaskebrættet rødderne, grenene – de registreres, men glider så lidt i baggrunden.

Det gode underlag, svingets kant, den faste landingsplads og det lige stræk, der næsten lyser og kalder på dækkenes kærtegn fylder op i opmærksomheden.

Som bonus gør denne træning dig bedre til at nyde turen i skoven, da du ikke behøver holde øje med hver tomme af sporet. Selv om du ikke vil være hurtig, vil denne træning gavne dit udbytte af en cykeltur i naturen.

4 øvelser til at træne evnen til at styre øjnene

  1. Kør lette spor. Enten fordi de er en lettere graduering, eller fordi du kender dem som din egen baglomme. Her har du muligheden for at se bort fra balladen og koncentrere dig om at se din rute. Det vil efterhånden føles lettere, og så er det tid til at presse farten.
  2. Kør det svære spor langsomt - eller måske bare nogle af de stræk, der driller dit fokus. Brug øjnene og lav en analyse af hvordan, du skal køre det i høj fart. Som hvis du ”skriver en manual” inde i hovedet. Når du har gjort det nogen gange, stiger tempoet lidt af sig selv, men du vil stadig høre stikordene blive læst højt i baghovedet.
    Hvis du nogensinde kommer af din cykel, kan denne øvelse også gennemføres til fods – en gå eller løbetur.
  3. Der er altid steder, hvor vi ikke får farten ordentligt med gennem en feature. Vælg et teststræk af passende sværhedsgrad - og meget gerne med lange passager, der går svagt nedad. Tæl hvor mange gange du bremser, og hvor mange gange du træder i pedalerne. Næste gang prøver du at komme gennem med færre antal.
  4. Find et let spor, eventuelt bare en sti i skoven, og kør det i godt tempo. Når du flytter øjnene frem i sporet, fanger du et objekt derude – et træ, et sving, en rod. Nu holder du fokus på denne, og flytter ikke dine øjne fra den. Det perifere syn og din fleksibilitet kan få dig gennem alt det, du møder på vej derud. Når du er fremm,e flytter du øjnene igen. Dette træner din evne til at fange de vigtigste objekter i første forsøg. Husk det skal være et let spor eller en skovsti – pludselige ubehageligheder er forbudt!.

Læs også: "Cykelradar: Lær at være forudseende på MTB-sporet"

En større motor

Kniber det stadig på stigningerne eller de lige stræk, skyldes det typisk fysikken eller materiellet.

Det er lækkert at investere i nyt legetøj - men det største udbytte henter du ved at ændre på fysikken.

I virkeligheden handler det bare om at køre nogle af dine ture lidt hårdere, så vil kroppen forstå budskabet og tilpasse motoren.
Det er vigtigt, at du ikke bruge fysisk træning som den eneste indsats til at sætte mere fart i sporet.

4 indsatser for fysikken

  1. Core-træning. Det er et universalværktøj for den aktive krop, og samtidig har det muligheden for at øge vores velbefindende. Du kan få øvelser til nem core-træning HER
  2. Brug de store skovveje til at køre nogle formopbyggende intervaller. Intervaller er djævlens gave til atleten, og den nemmeste måde at gøre dem mere overkommelige, er at dele oplevelsen. Så find en fast intervalgruppe for ”hyggens” skyld.
  3. Hvis du fristes af spinning, kan det give god mening at finde et hold i en periode. Du kan træne intervallerne med musik og en motiverende holdleder. Du kan arbejde med din trædefrekvens, og blive bedre til at cykle med mange omdrejninger.
  4. For den ambitiøse mountainbiker kan det være en dobbelt-punktering at både glemme sin træning og samtidig spise sig til en tungere kampvægt. Hold dig kampklar ved at følge med på vægten hver uge, og tag konsekvensen, når vægten går den forkerte vej. Tidligt kursskifte er de letteste.

Få hovedet skruet rigtigt på.

Mountainbike foregår på mange måder også mellem ørerne, og derfor er kørestilen også en forlængelse af den kultur du har med ind i aktiviteten.
Hvor meget motiveres du af oplevelser, og hvor meget er præstationer? Hvis du drømmer om mere fart, skal du også have fat i den mentale side af ligningen.                                                

4 tiltag rettet mod den mentale side af MTB

  1. Hvis mentaliteten er til forsigtighed, så vær stolt af det. Der er udsigt til at du kan holde mange år endnu med den holdning. Find din plads og mål dine fremskridt mod dine ligeværdige.
  2. Skal du flytte dine mentale grænser, bliver du nødt til at udfordre dem. De gange det går skævt, vil du værdsætte, hvis du gør det til en vane at tage udfordringerne i små bidder. Det vil sige kun tage en lille udfordring af gangen - og så til gengæld gør det ofte.
  3. Den mentale faktor der koster mest i forhold til fart og sikkerhed, er uden tvivl manglende koncentration. Det kan heldigvis trænes. Find de fokus punkter, der er vigtigst for, at du vil have større succes med udfordringerne – hælene ned, følg det bedste spor, tungt baghjul, angrebsposition, se frem osv. Find kimen til det du mangler, og sæt den på repeat i baghovedet. Gør det konkret og praktisk - og gerne med fokus på handling.
  4. Husk at fejre det der lykkes, og hold styr på perspektivet. Det vi giver opmærksomhed, bliver efterhånden rutine. ”Jeg fik lagt cyklen godt ned i svingene i dag, og havde en god stabil angrebsposition. Så nu har jeg et godt udgangspunkt for at få hældroppet til at lykkes i de store sving også.”

 De køretekniske kompetencer

Underskud i knowhow viser sig generelt i et singletrack. Du får smæk fra underlaget, fordi du ikke evner at kompensere og placere dig rigtigt på og med cyklen. Når du kommer til et ønske om at forøge din fart, er dit niveau formodentlig på den gode side af basis, og derfor handler det mere om detaljer og finpudsning.

Meget ofte handler det om forståelsen for vægtfordeling og balancetilpasning, når farten stiger, men på nogle punkter er det tydeligere end andre, og det er især her, det har betydning for tempoet.

4 tekniske elementer der koster tid

  1. Nedbremsning er at tage farten af, men hvis det gøres rigtigt, vil man stadig være den hurtigste i sporet. Du kan læse mere om bremseteknik HER.
    Det vigtige er at bremse på godt underlag, så du får den bedste effekt og sørger for at gøre det i tide. Det vil sige inden du har brug for vægtforskydninger og manøvrering – altså forhindringer og sving. Ved nedbremsning bliver din vægt helt automatisk flyttet frem i forhjulet, og derfor har du brug for at bremse de steder, hvor der ikke er brug for at kunne have et let forhjul.
    Forfejlet nedbremsning føles ustabilt, og du vil helt automatisk søge en lavere fart end nødvendigt.
  2. Hurtige sving er også et svært sted fordi, det er en kompleks sammensætning af teknikker. Det er de sving, hvor vi egentlig har god plads, men hvor vi ender med at bremse i svinget eller skal redde os ud af rabatten i slutningen af svinget.
    Teknisk ligger skæringspunktet inden svinget. Det gælder om en god analyse af svingets underlag og vinkel og så placere sig godt og i den rigtige fart.
    Det giver mulighed for at gennemføre svinget med fokus på at komme hurtigst muligt videre. Du kan læse mere om at blive bedre i svingene HER.
  3. Niveauforskydninger som drop, trin og huller har gerne en tendens til at tage farten fra os, da vi flytter vores opmærksomhed fra flow til forhindring – det koster momentum.
    ”Hvis du møder noget besværligt, så spring det over” – det er et af principperne i flow. Så vidt muligt skal du evne at løfte cyklen fri af forhindringerne og passere dem uden farttab.
    Start med små forhindringer, og skru trinvist op for volumen, og gør det fra starten til en vane at afkode landingspladsen for overraskelser, inden du slipper jordforbindelsen.
  4. Hvis vi cykler bevidstløst og bare følger sporet eller baghjulet på ham foran, så ser vi ikke efter andre veje end den tydeligste. Hvis alle gør sådan, vil sporet blive slidt og det tager tempo. Et godt eksempel kan være et bremse-vaskebræt lige før et sving på en hurtig nedkørsel.
    Det er vigtigt at have en vågen radar, der afkoder mulighederne, og finder vejen med færrest flowbreakers - og det er ikke altid den korteste.