Få mere fart: Her skal du skifte gear
Mister du fart og kræfter, når kæden skifter tandhjul? Her er nogle gode råd, så du kan få mere ud af dine gearskift.
De sidder foran og bagpå, antallet kan variere ud i det uendelige og de kan få cyklen til at stoppe med et knæk. Det handler om gear.
Vorespuls.dk har talt med DGI’s MTB-instruktør Tommy Rybka og sammen med ham, gør vi dig klogere på tandhjul og sweet spots.
Læs også: Kør sikkert på MTB
Find dit sweet spot
Det sted, hvor du har bedst kraftoverførsel, er dit sweet spot og her, hvor det er bedst for din kørsel at skifte gear.
Det spot ligger for den gennemsnitlige MTB-udøver ved 85 omdrejninger i minuttet. Det kan dog variere.
Den gamle floskel om, at øvelse gør mester, passer også i denne sammenhæng. MTB-instruktør Tommy Rybka sammenligner træningen med at køre bil.
”Når du er en rutineret bilist, tænker du ikke over, hvornår du skifter gear. På samme måde gør rutinen på cyklen også, at du til sidst ikke tænker over omdrejningerne, du mærker bare benene bliver tungere og skifter derfor gear.”
Læs mere: God teknik op ad bakker
Gearskift på bakken
Benene bliver hurtigt tunge, når det går op ad. Som udgangspunkt skal du her kun skifte et gear ad gangen fordi, gearet har svært ved at hoppe på tænderne, når du tramper tungt i pedalerne.
Et forkert gearskifte kan koste dig en hurtig tid eller kæden på cyklen – så det kan godt betale sig at øve sig.
”Man kan miste al momentet, hvis man ikke skifter rigtigt,” siger Tommy Rybka.
Går det ned ad bakke kan det være en fordel at skifte mange gear ad gangen, så du ikke mister fart.
”Fælles for op- og nedkørsel er det, at du skal skifte gear så tidligt som muligt, så du hele tiden får den bedste kraftoverførsel og dermed den mest flydende kørestil,” uddyber Tommy Rybka.
Se også: Lær at læse sporet
Forudse banen
Antallet af gear på cyklen er en religion i sig selv. Men hvis du vil lære at mestre lige netop gearene på din egen cykel, så er det kun et spørgsmål om øvelse.
Øvelsen ligger ikke kun i håndled og ben. Det er vigtigt, du lærer at læse banen og træne din evne til at forudse forløbet.
”Når cyklen har ABS-bremser på baghjulet, så blokker den, hvis der kommer en bakke efter en nedkørsel, som du ikke har forberedt den på. Når den blokker, kan du ikke skifte gear, og så stopper hele flowet,” fortæller Tommy Rybka.
Ved at forudse rutens forløb kan du nå at skifte gear, mens belastningen er den rette og dermed undgå styrt og knækkede kæder.
Læs mere: Vedligeholdelse af din MTB-cykel
Rengør din cykel
Mange cyklister oplever fra tid til anden, at cyklen begynder at hakke i gearene. Det er der dog råd for.
”Snavs og mudder sætter sig i tandhjulene og det er super vigtigt, at du husker at rengøre cyklen efter hver tur,” siger Tommy Rybka.
Du kan med fordel bruge en forstøver med halv vand og halv opvaskemiddel. Når du kommer hjem fra turen, sprayer du gear og kæder med blandingen og lader det sidde, mens du går i bad. Derefter vasker du sæben af med rigeligt vand og lader den tørre.
Til slut skal gear og kæder smøres med voks eller olie.
”Jeg anbefaler altid kædevoks, som kan dryppes på med en pipette, for det tiltrækker modsat olie ikke snavs,” siger instruktøren.