Løb langt og udskyd din aldring
Nyt studie giver dig mere viden om, hvorfor det at løbe langt får dig til forblive ung og leve længere.
Løber du livet igennem lange distancer, udskyder du din aldring. Det viser resultaterne fra et nyt studie fra Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital.
I en pressemeddelelse skriver instituttet, at de mange kilometers løb sørger for, at færre skadelige sukkerkrydsbindinger - et velkendt tegn på aldring - hober sig op i bindevævet i sener, muskler, hjerte og kar.
For langdistanceløberne betyder det også færre skader i fx sener, menisk og brusk, og risikoen for livsstilssygdomme er samtidig mindre.
Det betyder færre sukkerkrydsbindinger
Med alderen ophobes der helt naturligt skadelige sukkerkrydsbindinger i kroppens bindevæv.
Det er et kendt tegn på aldring og en af de vigtigste årsager til, at risikoen for skader i bindevæv og risikoen for livsstilssygdomme stiger med alderen.
Men det nye studie viser, at du selv kan påvirke din aldring positivt, hvis du går i gang med at løbe halve eller hele maratonløb.
Læs også: Styrketræning hjælper: Løb så længe du lever
Udskyd din aldring
”Vi har påvist, at livslangt langdistanceløb gør en forskel,” siger post.doc Christian Couppé fra Institut for Idrætsmedicin.
”De ældre langdistanceløbere, som har været med i vores studie, har over 21 procent mindre ophobning af de skadelige sukkerkrydsbindinger i deres bindevæv, sammenlignet med slanke, raske, stillesiddende personer. Så det er altså muligt at udskyde sin aldring ved at løbe langt hele livet.”
Forskerne på Institut for Idrætsmedicin havde til studiet samlet to grupper danske mænd, som blev underlagt diverse tests. Den ene gruppe var 15 mænd, der havde løbet hele livet, med en gennemsnitsalder på 64 år, og den anden gruppe var 12 ikke aktive mænd med en gennemsnitsalder på 66 år.
Læs også: Løbere lever 6 år længere
Mindre sygdom, større sener og et længere liv
Resultaterne fra studiet hænger godt sammen med tidligere undersøgelser fra forskerne på Institut for Idrætsmedicin.
Her viste det sig, at den aldersrelaterede stigning i inflammationsniveauet igen var langt lavere hos ældre langdistanceløbere, som har trænet det mester af deres liv, end hos raske slanke ikke-langdistanceløbere.
Inflationsniveauet siger noget om risikoen for livstilstilssygdomme, og jo lavere det er, jo mindre er du ældet.
Samlet set betyder det, at langdistanceløberne er mindre syge og lever længere.
Forskerne har også målt, at langdistanceløberne har større sener, som medvirker til mindre belastning, og dermed er risikoen for skader også lavere.
Tænker du på dit helbred på lang sigt, når du løber? Svar gerne i kommentarfeltet.