Fodpleje: Sådan behandler du dem selv
Har du hørt om fodsundhed? Læs med her og undgå ildelugtende fodsvamp og knyster, som kan sætte en stopper for din aktive hverdag.
Skoene står og søpper' i en mudderpøl fra gårsdagens tur på mountainbike. Pyt, tænker du – så snart jeg får varmen, mærker jeg det slet ikke.
Stop dér! For der er ikke meget pyt-med-det over svidende fodsvamp, blødende vabler og nedgroede negle.
vorespuls.dk har spurgt Finn Bojsen-Møller, læge og lektor i anatomi ved Københavns Universitet, hvordan du sikrer, at fødderne kan holde til et langt og aktivt liv.
Læs også: Drop de dyre løbesko – billige gør dig mere tilfreds
Konsekvensen af smalle træningssko
I knap 4 millioner år har foden set ud, som den gør i dag: Den er bred fortil og smal ved hælen. Den er indrettet, så den passer til vores gangart, hvor vi lander på bagfoden og holder balancen med forfoden.
En løbesko, kliksko til cyklen eller fodboldstøvler er dog ofte smalle fortil.
”Mange idrætsfolk kan godt lide, at skoen sidder godt fast. Du har ikke på samme måde brug for en bred forfod, når du løber stærkt, for effekten er lidt ligesom, når du cykler – du kan holde balancen på det smalle dæk, så længe du bevæger dig nogenlunde hurtigt fremad,” forklarer Finn Bojsen-Møller og tilføjer, at de smalle sko har dog en ulempe for den brede forfod.
”For at foden kan være i skoen, så lægger enten lilletåen sig skråt ind under den næstyderste tå eller storetåen hopper skråt ind over tå nummer to. Det skaber et stort tryk på dele af forfoden, hvilket kan give en betændelsestilstand, hvis trykket er vedvarende.”
Betændelsestilstanden er også kendt som en knyst. Når først der er opstået en knyst, er skaden sket. Det eneste middel mod deformiteten på foden, som i øvrigt giver alvorlige smerter og kan gøre det umuligt at købe fodtøj, er en operation.
”Men det er ikke en ønskelig situation, for når først du skal opereres, er størstedelen af dine muskler forsvundet i foden. Genoptræningen er også vanskelig efter flere år, hvor du har gået besværet,” siger lægen.
Læs også: 4 gode råd til en bedre løbeteknik
Hold fødderne tørre
Det kan ikke undgås, at fødderne ind imellem bliver våde på en træningstur. Alene produktionen af fodsved kan få skoene til at svuppe. Men det er ikke en tilstand, som er sund for fødderne, forklarer Finn Bojsen-Møller.
”Efter en time i våde sko bliver huden helt rynket, ligesom hvis du har været i svømmehallen.”
Der er dog en betydelig forskel på at have rynkede fødder efter en tur i svømmehallen og en tur i svedige sko.
”Der er tale om et mikromiljø inden i skoen. Og hvis mikomiljøet er belastet i længere tid, så har det en konsekvens,” uddyber Finn Bojsen-Møller.
En af de konsekvenser kan være fodsvamp. En tilstand, som giver et kløende, skællende udslet mellem tæerne, som kan lugte meget fælt.
For at undgå fodsvamp er det vigtigt, at du sørger for, foden bliver tør helt ind imellem hver enkelt tå, inden du putter sokker og eventuelt fodtøj på igen.
Stramt fodtøj er også en af synderne, så giv fødderne en pause ved helt at droppe fodtøj inden døre eller sørge for, at sutskoene giver forfoden tilstrækkeligt med plads.
Læs også: Træn dine fødder
Hold øje med dine fødder
Jo ældre du er, desto vigtigere bliver det, at du tænker over din fodsundhed.
”Som barn og i teenageårene har du lidt friere tøjler. Men når først du er forbi teenageårene, så er foden færdigudviklet og et forkert valg af fodtøj kan derfor have alvorlige konsekvenser for dine fødder resten af livet,” forklarer Finn Bojsen-Møller.
Han nævner blandt andet brugen af stilletter og smalle støvler til mænd og kvinder. Det er derfor vigtigt, at du reagerer på dine fødders signaler længe før, der opstår knyster, fortykkede negle eller svamp.
Læs også: Løb: Landingsstød dæmpes i hele kroppen
6 tip til sunde fødder
- Hav gerne flere sæt træningssko. Det sikrer, at fodtøjet bliver helt tørt inden næste tur og skoene klemmer og sidder anderledes, hvilket giver færre gener i form af vabler og maste tæer.
- Hold neglene velklippede. Det vil sige, at du cirka en gang om ugen klipper dem ned til der, hvor de slipper huden.
- Undgå at klippe neglene i en rund form. Klip dem lige over med kun en anelse bue i kanterne. Hvis du klipper for langt ned i siderne, kan det kombineret med forkert fodtøj give nedgroede negle, hvilket gør det vanskeligt at have sko på.
- Hvis du i forbindelse med din træning bruger smalt fodtøj såsom fodboldstøvler eller cykelsko, så husk at give fødderne plads og luft i et par behagelige sko efterfølgende.
- Mærk efter. Ikke alle såkaldt fodformede hjemmesko/slippers er fodformede.
- Efter dine fødder har været fugtige og svedige i løbeskoene, har de behov for at blive tørre – helt ind imellem tæerne. Så vent med at putte dem i et par sokker, til de er helt tørre.