11 tips til løbetræning med hund
Hårdt underlag, høje temperaturer og for lang line er nogle af de ting, du bør undgå, når du løber med din hund.
Mange er fokuseret på, hvor længe og hvor hurtigt deres hund kan løbe. Men du bør starte med at kigge på nogle andre parametre først, hvis du vil løbetræne med din hund.
Her får du hundetræner og veterinærsygeplejerske Lene Tornkjærs gode råd til, hvordan I bedst kommer fra start:
1: Træn lydighed først
Før du overvejer at løbe med din hund, skal I have trænet lydighed. Og den vigtigste disciplin at mestre i den forbindelse er indkaldet – så du kan kalde hunden til dig, hvis den fx ser en kat og suser afsted eller løber fra dig.
2: Træn hunden i at være i snor
Det er vigtigt, at hunden er vant til at være i snor, da det ikke er alle steder, at hunde må løbe frit. Undgå at bruge en fleksi-line. Brug blot et almindeligt blødt reb, som du binder fast i halsbåndet. Længden skal være 1,2-1,5 meter afhængig af størrelsen på din hund. Rebet skal være langt nok til, at det danner et U, når det rammer jorden og din hund er ved din side. Optimalt kan du investere i et løbebælte, så du har dine hænder fri og derved ikke selv får løbeskader.
Læs hvilken hunderace, der er bedst til løb: Hvilken hund skal jeg vælge til løb?
3: Træn hunden til at løbe ved din side
Din hund skal være god til at gå ved din side, så den også kan løbe ved din side - og ikke flere meter foran som en slædehund. Ud over at det stresser dig at halse efter din hund, undgår både du og dine hund at vride jer skæve i henholdsvis ryg og hals med dårlige løbestillinger. Start evt. med at øve synkron-gang og udvid så med synkron-løb, når den er på plads.
4: Løb hvor I plejer at gå tur
Start med lunte et par minutter ad et par omgange på jeres almindelige gåtur. Undgå at tage hen i en hundeskov som noget af det første. Mange hundeejere ser hundeskovene som en oase, hvor hundene kan få lov at løbe frit. Men desværre er det ikke alle, som har kontrol over deres hunds adfærd – og du og dine ønsker om en løbetur, er nok det mindst interessante for din hund, når der først er alverdens lokkende legekammerater og hundedufte i nærheden.
5: Undgå asfalt
Start ikke løbetræning på asfalt, men blødere underlag som eksempelvis græs, sand og skovbund. Hundens trædepuder skal lige som muskler og led gradvist tilvænnes øget slitage og brug.
Lene Tornkjær løber mindst 25 kilometer hver uge med sine hunde – læs om hendes oplevelser: Lene løber med sine bedste venner hver dag
6: Løb morgen eller aften
Løb aldrig når temperaturen er over 20 grader – din hund kan ikke svede og dermed komme af med varmen på samme måde som mennesker.
7: Spis i god tid
Giv din hund mad senest 4-5 timer før løbeturen.
8: Tissetur før løbetur
Start med at gå 3-5 minutter, hvor hunden kan få lov til at tisse af, så den ikke løber med fyldt blære.
9: Pas på poterne
Ved regn og frost er det en god ide at beskytte trædepuderne med lidt potevoks eller potespray. Skyl også gerne poterne i lunt vand, når I kommer hjem igen. Hvis du har planlagt en morgentur, kan du allerede aftenen før med fordel smøre trædepuderne ind i voks, så det kan nå at trænge godt ind.
Langhårede hunde har også lange hår omkring trædepuderne, hvor der let kan samle sig små sten. Klip derfor jævnligt håret der.
Få dyrlægens tips til at spotte og forebygge løbeskader hos hunde her: Hvilken hund skal jeg vælge til løb?
10: Husk ekstra væske
Tilbyd masser af frisk vand efter endt løbetur.
11: Stræk ud
Lav strækøvelser på hunden efter distancer på over 5 kilometer. Overvej et kursus i at give din hund massage, så du kan løsne muskelspændinger efter stor anstrengelse.