TEMA: Løb med din hund

Forskning viser, at hundeejere er mere aktive end andre. Så hvis du har svært ved at komme i gang med motion eller vil i gang med at løbe eller booste løbefrekvensen, kan det være en strategi at købe en hund frem for nye løbesko.

Lene Tornkjær løber dagligt med sine hunde - læs mere om Lene og hendes hunde via de forskellige links i artiklen Foto: Marlene Brix

Okay, det lyder måske ikke som raketvidenskab, at hundeejere går mere end andre. Men nu har forskere bevist, at hundeejere dyrker mere motion end andre.

Et nyt studie fra Journal of Physical Activity & Health viser, at hundeejere ikke blot går flere ture, men også generelt opfylder de anbefalede krav til fysisk aktivitet i højere grad, end folk der ikke ejer en hund.

Flere undersøgelser viser også, at mange menneskers argument for at få en hund netop er ønsket om mere motion. Et australsk studie ved School of Public Health konkluderer desuden, at hundeejere får flere kilometre under fødderne, fordi hunden netop motiverer dem til at komme ud at gå eller løbe.

Din hund aflyser ikke ved regnvejr

I USA har forskere sammenlignet personer, der går tur sammen med andre mennesker, med personer der går tur med hunde. Det californiske studie konkluderer, at folk, der har følgeskab af firbenede, bevæger sig med 28% højere intensitet. Forklaringen er, at folk, der bliver teamet op med andre mennesker, har højere tendens til at snakke og fx beklage sig over varmen, regnen osv.

Her på VoresPuls har vi skrevet en række artikler om at løbe med hunde. Tror din hund ville kunne lide dem!

Læs mere: Hvilken hund skal jeg vælge til løb?
Få dyrlægens svar på hvilke hunderacer, der er bedst egnede til at løbe sammen med dig. Lær også hvordan du spotter, om din hund har fået en skade eller for eksempel har drukket for lidt væske.

Læs mere: 11 tips til løbetræning med hund
Få hundetrænerens gode råd til, hvordan du kommer i gang med at løbe sammen med din hund.

Læs mere: Lene løber med sine bedste venner hver dag
Nogle gange er din bedste træningspartner din bedste ven. Lene Tornkjær har hele to af slagsen med på løbeturen. Og snart tre.