Undgå vred motion, hvis du har haft en blodprop

Løb og vrede kan nemlig være en farlig kombination, hvis du i forvejen er disponeret for blodpropper.

Hjerteforskeren mener, det er vigtigt at huske på, at det kun er en begrænset gruppe mennesker, det gælder for. Foto: Colourbox.com

Er du typen, der kan finde på at løbe en tur, når vreden koger over? Så skal du måske tænke dig om en ekstra gang.

Forskningsprojektet Interheart Study slog nemlig i oktober i fast, at du kan være i større risiko for blodpropper, hvis du løber, når du er følelsesmæssigt oprevet.

”Dette store internationale studie slår fast, hvad mindre studier tidligere har indikeret; at både at være følelsesmæssigt oprevet og at presse kroppen fysisk til det yderste øger risikoen for at få en blodprop i hjertet, hos personer der i forvejen er disponeret for blodprop i hjertet,” siger Christian Have Dall, forsker i hjerte-kar-sygdomme og fysisk aktivitet på Bispebjerg Hospital.

Læs også: Motion er en mental timeout

Vrede trigger

Undersøgelsen er foretaget på mere end 12.000 mennesker, alle der på forhånd har haft en blodprop.

”Når kroppen er følelsesmæssigt oprevet, vil dens tilstand belastes yderligere af den hårde fysiske træning, og den hårde træning kan virke som en trigger til at få en blodprop i hjertet,” siger Christian Have Dall.

Risikoen er dog ikke nok til at overskygge, at motion generelt er sundt.

”Rygning og inaktivitet er forsat de dominerende risikofaktorer for livsstilssygdomme som hjertekar-sygdomme, sukkersyge og kræft."

Læs også: Motion holder blodpropper på afstand

Løb hvis du er rask

Hjerteforskeren mener, det er vigtigt at huske på, at det kun er en begrænset gruppe mennesker, det gælder for.

”Det er vigtigt at understrege, at det ikke gælder hjerteraske, men kun personer der i forvejen er disponeret for at få en blodprop i hjertet,” siger Christian Have Dall og tilføjer:

”Budskabet er forsat, at almindelige raske mennesker skal opfordres til at være fysisk aktive og kan løbe en tur eller dyrke hård træning, samtidig med at de er følelsesmæssigt oprevet, uden at det øger risikoen for sygdom.”