Styrketræning bremser udviklingen af sklerose
Ny forskning tyder på, at styrketræning kan bremse skleroses udvikling hos patienter
Hård styrketræning ser ud til at være et vigtigt supplement til den traditionelle behandling af sklerose. Sådan ser tendensen ud, skriver au.dk.
Sklerosepatienter skal styrketræne
Det er idrætsforsker Ulrik Dalgas, der står bag undersøgelsen, og det ser ud til, at hård styrketræning beskytter nervesystemet og hæmme sklerosen udvikling hos patienterne.
”Vi har gennem de seneste seks år arbejdet ud fra en ide om, at målrettet træning påvirker andre forhold end symptomer alene, og denne undersøgelse giver os de første indikationer af, at træning beskytter nervesystemet mod sygdommen,” fortæller Ulrik Dalgas fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, og tilføjer:
”De seneste 15 år har vi vidst, at fysisk træning ikke skader personer med sklerose, men i stedet har positive effekter på eksempelvis gangfunktionen, den hyppige træthed samt muskelstyrken og konditionen, som ellers ofte er forringet.”
Læs også: Løb langt og udskyd din aldring
Det viste undersøgelsen
35 personer med sklerose blev fulgt gennem et halv år, hvor halvdelen blev sat til at styrketræne to dage om ugen, mens den anden halvdel levede, som de normalt gjorde.
Efter et halvt år kunne forskerne konstatere, at hjernen hos de personer, der styrketrænede, var skrumpet langt mindre.
”Hos sklerosepatienter skrumper hjernen væsentligt hurtigere end normalt. Medicin kan reducere denne forandring, men vi fandt en tendens til, at træningen minimerede skrumpningen af hjernen yderligere hos personer i medicinsk behandling. Desuden så vi, at flere mindre hjerneområder ligefrem begyndte at vokse som respons på træningen,” fortæller Ulrik Dalgas.
Læs også: Lev længere: Dyrk motion
Forskerne har ikke forklaringen
Det er endnu ikke lykkedes forskerne at forklare årsagen til de positive effekter, da det vil kræve en langt større undersøgelse.
”Det er ikke realistisk at forestille sig at udfase medicin til fordel for træning. Men undersøgelsen peger på, at målrettet styrketræning kan være et langt vigtigere supplement i behandlingen, end man hidtil har vurderet. Det aspekt bør vi få afdækket fuldt ud,” siger Ulrik Dalgas.
I Danmark lider 15.000 danskere af sklerose.