Sportsudøverne passer ikke på solen

De danske sportsudøvere glemmer at tage højde for solen i sommermånederne. 14 % af alle solskoldninger sker ifølge Kræftens Bekæmpelse, mens danskerne dyrker sport, og det kan i værste tilfælde give hudkræft.

Husk at tage højde for solen. Foto: Colourbox.com

Danskerne bliver skoldet på løbeturen

Er du på vej ud på en løbetur specielt her i sommermånederne, så er det altså vigtigt at tage højde for solen. Det er der mange, som glemmer, og ud af alle solskoldninger i Danmark så er cirka hver 7. sket, mens danskerne har dyrket sport og motion.

Det er kun overgået af solbadning og havearbejde, hvor henholdsvis 38 % og 28 % bliver solskoldet.

15.000 danskere bliver ifølge Kræftens Bekæmpelse hvert år ramt af hudkræft, og ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, så skyldes 90 % af tilfældene for mange UV-stråler fra solen og solcentre.

Sådan beskytter du dig

Solen er oftest stærkest mellem klokken 12 og 15, derfor kan det være en god ide at få overstået løbeturen uden for dette tidsrum.

Men det er stadigvæk vigtigt at beskytte sig, selvom du ikke løber i tidsrummet. Kræftens bekæmpelse har tre gode råd:

  • Søg skygge mellem klokken 12 og 15
  • Brug solhat og tøj der dækker krop, overarme og lår
  • Benyt solcreme med faktor 15 eller over, hvor tøjet ikke dækker

Danskerne er generelt blevet bedre til at beskytte sig mod solen, og i tallene fra 2014, som den nyligt udgivet rapport er baseret på, så kom 3 ud af 4 danskere igennem sommeren 2014 uden at blive solskoldet.