Stærkt ganginitiativ for alle med astma, allergi eller lignende

Astma-Allergi Danmark og DGI uddanner over to gratis webinarer ’Gå-værter’, der kan skabe motiverende gåfællesskaber for folk med astma og allergi. Samtidig afholder de et inspirationswebinar for alle ganginteresserede med fokus på de mentale og fysiske fordele ved at gå – også når man har astma.

Kom med på gratis webinarer, hvor du enten kan uddanne dig som 'Gå-vært' eller høre om de mentale og fysiske fordele ved at gå.

Astma-Allergi Danmark har kontakt til en målgruppe af danskere, som ønsker et aktivt liv til trods for allergi og astma. Netop nogen i denne gruppe har også oplevet at have været særligt isolerede under coronapandemien.

Læs også: Hvad kan du tænke over og blive klogere på, når du går

”Vi startede derfor det virtuelle gåfællesskab, Luftvejen, hvor vi giver gode råd, tips og udfordringer til sjove gåture i hele landet, og hvor alle kan være med – også dem, der har brug for, at man en gang i mellem tager nogle hensyn i form af pauser eller tager højde for pollenmængden i sommerhalvåret,” siger Andreas Westergaard, kommunikationschef i Astma-Allergi Danmark.

Nu tager Astma-Allergi Danmark i samarbejde med DGI næste skridt og afholder tre webinarer, hvor de henholdsvis uddanner Gå-værter og inspirerer folk til at komme ud at gå. Initiativet har primært det formål at få folk med astma, allergi eller lignende med ud at gå på en tryg og sikker måde – og gerne i fællesskab med andre.

Gratis webinar 1 og 2: Bliv uddannet Gå-vært

Tilmeld dig her.

Kom med på to gratis webinarer, hvor du bliver uddannet Gå-vært og får konkrete råd og redskaber til at skabe et gåfællesskab til dem, der har brug for et ekstra pust til at komme i gang.

Kurset dykker blandt andet ned i:

  • Hvad er en Gå-vært
  • Hvad er et gåfællesskab
  • Sådan starter du et gåfællesskab – digitalt og fysisk
  • Sådan tager du hensyn i et gåfællesskab med særlige behov

Første webinar er torsdag den 11. november kl. 20.00 til 21.30 og giver en introduktion til Luftvejen og Gå-værtsrollen.

Læs også: Gang: Sådan får du det bedste ud af det tiltagende mørke

Andet webinar er torsdag den 18. november kl. 20.00 til 21:30, hvor kurset dykker mere ned i det konkrete arbejde med at etablere et gåfællesskab.

Gratis webinar 3: Inspirationswebinar for alle med interesse for gang

Tilmeld dig her.

Er du bare nysgerrig på, hvad det at gå kan betyde for dit helbred, og om et gåfællesskab er noget for dig? Så kom med på dette inspirationswebinar, hvor du bliver klog på, hvad gåture gør både for dit fysiske og mentale helbred. Webinaret har et særligt fokus på, hvordan du kan komme ud at gå med særlige hensyn til astma og allergi, hvor eksempelvis psykolog Lisbeth Stampe Frølich fortæller, hvordan man kan benytte mindfulness som en god pauseform.

  • Psykolog Lisbeth Stampe Frølich fortæller om de mange mentale fordele, der er ved at gå alene og sammen med andre
  • Thomas Lind, der er programleder for Bevæg dig for livet – Løb og gang, fortæller, hvad gåture kan gøre for din fysiske sundhed

Webinaret er torsdag d. 2. december kl. 20.00 til 21.00.

Alle webinarer foregår via Microsoft Teams, og alle tilmeldte vil modtage links til møderne, inden de afvikles.