Træn op til dit første triatlon

Tri tager tid. Læs om, hvordan du strukturerer træningen, fordeler belastningen og undgår skader.

Fokusér på dit svage punkt

De færreste mennesker er lige gode til svømning, løb og cykling. Så når du begynder på tri, er det en god ide, at du fokuserer på den sportsgren, hvor du har mest at lære. Få lært teknikken rigtigt, så du kommer godt fra start.

Er det svømning, du kæmper med, og har du ingen planer om at melde dig ind i en triatlon-klub, så meld dig ind i en svømmeklub eller på et intensivt hold, hvor du kan få seriøs træning i en periode. Træn så længe i klub, at du selv kan komme videre derfra.

Fordel belastningen: Flere korte pas

I begyndelsen kan du med fordel fokusere på at træne regelmæssigt. Variér formen af træningen i stedet for at tænke over, hvor langt eller kort du løber, cykler eller svømmer.

Fordel de tre discipliner over ugen, så du ikke træner det samme to dage i træk og læg f.eks et lidt længere træningspas ind i weekenden, hvor der typisk er lidt mere tid. Det er mere effektivt og mindre belastende at træne regelmæssigt med f.eks 4 korte pas i løbet af ugen, end hvis du ligger stille hele ugen og snupper 2 rigtig lange pas i weekenden.

Træn skiftene i tri

Prøv at kombinere cykling og løb i de lidt længere træningspas. Stil skoene parat, så du kan stille cyklen, springe i skoene og komme af sted med det samme.

Det kan være en underlig fornemmelse at løbe lige efter at have cyklet. Det skal man vænne sig til. Derfor er det naturligvis også godt at få ind i træningen fra begyndelsen. Benene føles, som om de ikke helt hører til kroppen, og det kan være svært at mærke, hvor hurtigt du løber. Afhængigt af hvor langt og hvor hårdt du har cyklet, går der dog kun 1-2 km før det føles helt normalt igen.

Læs Triatlon: Spar tid og kræfter i skiftezonen

Kom godt i gang med tri-træning

Hvor megen træning, du skal begynde med, afhænger helt af, om du er vant til at træne. Efter noget tid vil du vide, hvordan din krop har det med at træne de tre discipliner og hvilke af dem, der kræver mest af dig.

Der findes rigtigt meget materiale om træning og træningsprogrammer bl.a. på nettet. Brug det og bliv inspireret, men vær opmærksom på, at der er forskellige ”religioner og retninger” indenfor triatlon træning. Der er rig mulighed for at blive forvirret. Prøv at holde dig til én måde at træne på, og find ud af, om det passer til dig, inden du skifter retning og prøver andre gode råd af.

Skader og overbelastning

Uanset om du træner i triatlon-klub eller ej, er det dig, der har ansvaret for at mærke efter, hvordan din krop reagerer på træningen. De fleste vil opleve en form for muskelømhed, når de begynder på noget nyt, og måske også blive mere ømme, end de er vant til.

Det er ok at opleve en vis ømhed i musklerne, så længe det forsvinder igen. En smerte, der føles skidt og vender tilbage, kan være tegn på en begyndende overbelastningsskade. Husk at lytte til din krop, og sørg for at holde hviledage imellem træningspassene. Det gælder især i begyndelsen. Vær tålmodig. Efterhånden vil du kunne sætte mængden af træning op.
Hvis du er i tvivl om, om du er på vej til en skade, så tal med en fysioterapeut eller spørg din træner og dine træningskammerater, hvis du har meldt dig ind i en klub.

Sæt mål og følg din plan

Nu gælder det om at finde et stævne og have et mål at træne frem mod. Find ud af hvor megen tid og energi, du vil afsætte og læg en træningsplan. Det behøver ikke være et decideret træningsprogram, men skriver du i kalenderen, hvornår du gør hvad, holder det dig fast, og gør det lettere at nå dine træningsmål.

Læs også: Undgå at triatlon ender i skilsmisse

Skriv træningsdagbog, hvis du har overskud til det. Det er interessant at gå tilbage og se, hvad der har virket og ikke virket, når du i fremtiden har brug for at justere på træningen.

God fornøjelse med træningen frem til dit første tri-race!