Tøj til triatlon: Kom godt i gang

Du behøver ikke investere en formue i beklædning, hvis du vil begynde på triatlon

Tri-dragten kan bruges til alle tre discipliner - hvis det er varmt nok Foto: Colourbox

Triatlon-sporten bliver mere og mere populær i Danmark – med god grund. Det er en motionsform, du kan dyrke på stort set alle niveauer, og du får trænet hele kroppen og alle muskelgrupper, når du giver dig i kast med de tre sportsgrene, triatlon består af: Svømning, cykling og løb.

Men hvilket tøj egner sig bedst til triatlon-træning og konkurrence, hvis du tænker i de baner? Det får du et bud på her:

Tri-dragt – når du kombinerer

Når du går i gang med triatlon, har du måske været vant til i forvejen at træne en eller to af disciplinerne. Så længe du træner hver disciplin for sig, giver det mest mening at holde sig til det træningstøj, der passer til det du laver - cykeltøj når du cykler, badedragt/svømmeshorts/våddragt til svømningen og løbetøj til løbeturen – men så snart du begynder at kombinere to eller alle tre discipliner, vil det til gengæld være værd at overveje at investere i en tri-dragt.

Få gratis triatlon-træningsprogram for nybegyndere på mail, læs mere: Gennemfør sprint-triatlon - med overskud!

Til alle discipliner

Én af fordelene ved en tridragt er, at den sidder tæt, så den ikke ”hænger efter dig” under svømningen, og så er den i øvrigt lavet i et svedtransporterende materiale, der tørrer hurtigt.

Du kan bruge tri-dragten til alle tre discipliner, og du behøver derfor ikke at skifte tøj, når du skifter fra svømning til cykling og fra cykel til løb. Hvis det er koldt, kan du let supplere med en vindvest eller et par løse ærmer.

Behagelig pude

Derudover har dragten en tynd fleecepude bagi - i stedet for den tykke pude, der er i et par cykelshorts. Fleecepuden tørrer hurtigere efter svømmeturen end en almindelig pude, og den er heller ikke ubehagelig at cykle med, selvom den stadig er lidt våd.

Når du løber mærker du den heller ikke på samme måde, som hvis du skulle løbe i et par cykelshorts.

Todelt eller hel?

Tridragten kan være todelt (top uden ærmer og tights), eller det kan være en heldragt. Det er en smagssag, om du er til det ene eller det andet.

Heldragten har den fordel, at den ingen elastik har i livet. Mange synes, elastikken i et par tights eller cykelshorts begynder at stramme om maven efter et stykke tid. Det slipper du for med en heldragt.

Til gengæld er heldragten en kende omstændig, når du er kvinde og skal på toilettet.

Se også: Åbent vand: Se de 8 sikkerhedsråd!

Træn i tøjet

Uanset hvilken løsning du vælger, er det vigtigt, du har trænet i det tøj, du vil gennemføre en eventuel konkurrence i. Du skal være sikker på, at tøjet sidder godt, og at det ikke giver slidmærker.

Våddragt eller ej?

Når svømningen foregår udendørs – som den jo i de fleste tilfælde gør, når der er konkurrence - er det som regel rarest at have våddragt på. Våddragten til triatlon er kun 2-3 mm. tyk og er især under armene og i knæhaserne særlig blød, så den er til at bevæge sig i. Den giver opdrift, og hvis du er uden decideret svømmebaggrund, vil du sandsynligvis svømme hurtigere, end hvis du ingen våddragt har på.

Regler for brug af våddragt

Du kan dog sagtens deltage i konkurrencer uden brug af våddragt og stadig følge reglerne. De danske konkurrenceregler påskriver, at hvis vandtemperaturen er under 14 grader på distancer til og med 1500 meter, skal du have våddragt på.

Hvis distancen er over 1500 meter, skal du kun have våddragten på, hvis vandtemperaturen er under 16 grader. I praksis kan du altså klare de fleste konkurrencer uden våddragt.

Læs mere om udstyr til svømning i åbent vand: Open Water: Ultimativ guide til udstyr

Lån, lej eller køb brugt

En våddragt kan være en større udskrivning, så hvis du kun skal deltage i et par korte konkurrencer, er det en mulighed, at du forsøger at låne dig frem, indtil du har fundet ud af, om det er noget for dig.

Der er også et godt brugtmarked efterhånden, og som endnu en mulighed kan du mange steder leje en våddragt.

Briller og hætte

Så er der kun tilbage at huske et par gode svømmebriller med godt udsyn og badehætten i en kraftig farve, så du er til at få øje på i vandoverfladen, inden du kaster dig ud i bølgerne til en god gang træning eller et af dine første stævner.