Sådan løber du et godt trailløb

Løb i terræn er anderledes for din krop, end normalt løb på veje og stier. Og det kræver en speciel teknik. Her får du alle de gode råd.

Trailløb er en god oplevelse for både din krop og din sjæl Foto: Bent Nielsen

De populære trailløb dukker op over alt i landet, og mange danskere tilmelder sig de anderledes løb, hvor det handler mere om oplevelsen end om at komme først.

Men hvordan sørger du for, at du kommer helskindet igennem dit første terrænløb og får en god oplevelse med det?

Det giver vorespuls.dk dig svaret på her i samarbejde med Dorte Dahl, der er løbekonsulent i DGI og har været eliteløber i over 25 år. Hun er desuden landstræner for traillandsholdet.

I DGI hedder trailløb DGI Crossløb.

Oplevelsen i centrum

For Dorte Dahl handler trailløb om at komme tættere på naturen og udfordre kroppen på en anden måde.

”Lad uret ligge derhjemme, lyt til din krop og så se ud i naturen, når du løber derude,” siger Dorthe Dahl.

”Oplevelsen er at være ude i naturen, og så den fede fornemmelse af, at man følger turen, der går op og ned og hen over træstammen på den smalle sti.”

Men hvordan skal du så tackle dit første trailløb?

Læs også: Derfor er DGI Crossløb så populært

Anderledes løbestil

Trailløb foregår ude i naturen på smalle stier og på naturens præmisser. Der er ingen jævn asfalt, og det stiller ekstra krav til din krop.

”Du skal forberede din krop på ujævnt terræn. Du skal lidt ned i knæ og hele tiden forsøge at være i balance. Der er stor variation i løbetempo og -stil. Du skal løbe, som det føles mest naturligt for dig selv,” siger Dorthe Dahl.

Hun fortæller desuden, at du ikke kommer helt uden om at have trænet din krop på forhånd. En stærk krop er nemlig vejen til et godt trailløb.

”Hvis du er stærk i lår, ben, lægge, core-muskulaturen og anklerne, er der faktisk ikke så mange skader at få ved trailløb. Mange af de skader, løbere normalt får, kommer fra de monotone, gentagende bevægelser på samme underlag. Dem har vi ikke mange af i trailløb,” siger hun.

Læs også: Tema om løbeskader

Hav styr på dit udstyr

Det kan godt betale sig at investere i et par gode trail-løbesko, hvis du har tænkt dig at løbe på de smalle stier ved mere end én lejlighed. De særlige trailsko har nemlig en bund, som har mere greb i det grove terræn.

”Du skal have det rigtige udstyr. Det er sko, der kan tåle at blive mudrede, og som en profilering under neden, der kan stå fast i det grove underlag,” siger Dorte Dahl.

Læs også: Løb rigtigt på underlaget

Mærk efter i din krop

Trailløb byder på udfordringer, som du ikke finder på cykelstien, og særligt bakkerne kan være en udfordring, hvis du ikke er vant til at løbe på disse.

”Når du løber ned ad bakker, skal du tage kortere skridt, men ikke så lange, at du mister kontrollen. Mange gange er det faktisk vanskeligere at løbe ned ad bakke. Når du løber opad, mister du egentlig kun fart og tager længere skridt. Sørg for at lytte til din puls, så du ikke ligger på maksimum,” siger Dorte Dahl.

Læs også: Få mere ud af bakketræning

Hun fortæller nemlig, at et godt trailløb kommer af, at du føler, at din krop er i overskud.

”Du ved ikke, hvad du kommer ud for, så sørg for at være i overskud. Undgå at ligge på det maksimale af, hvad din puls og krop kan klare, for så er du ikke klar til udfordringerne. Selvfølgelig kan du godt give den tæt på maksimalt gas, hvis trailløbet er fire km, men sørg stadig for, at du har kontrol over din krop og er i overskud,” lyder det fra Dorte Dahl.

God fornøjelse ude i naturen! Både i din daglige træning og til DGI Crossløb.