Prøv noget nyt: Crossløb er sjov motion på ujævnt terræn

Crossløb er en fantastisk mulighed for at holde formen ved lige i vinterhalvåret – måske sammen med familien eller foreningen.

Hold formen ved lige i vinterhalvåret. Crossløb er smukt og sjovt, og alle kan være med. Foto: Gorm Johansen

Tilmeld dig crossløb her.

Læs også: Crossløb: Gode råd til at træne op

De såkaldte ”crossløbsserier” bliver mere og mere populære hvert år. Måske er det også noget for dig.

Men hvad er crossløb? Vi spurgte Danni Callesen, som er idrætskonsulent i DGI Sønderjylland og Sydvest.

”I hele landet afholder løbeklubber og DGI crossløbsserier, som afvikles lørdage eller søndage i vinterhalvåret, og så kan du både tilmelde dig hele serien eller de enkelte løb. Det er en rigtig god måde at holde formen ved lige – og samtidig få lidt mudder på løbe- eller trailskoene,” siger Danni Callesen.

Derfor skal du med til crossløb

Crossløb foregår typisk i ujævnt terræn og på forskellige underlag, som udfordrer din teknik og kondition. Typisk er crossløbene omgange á eksempelvis 2,5 km, så du selv kan vælge, om du løber 2,5, 5, 7,5 eller 10 km., og det foregår på afmærkede ruter.

Læs også: Jeg er aldrig motiveret til løb: Sådan får du glæden frem!

”Crossløb er super sjovt, får din puls op, giver syre i benene og kold vind i kinderne. Og så oplever jeg, at det mange steder er et familiearrangement, hvor både forældre og børn løber med,” siger Danni Callesen.

Det er meget forskelligt fra sted til sted i landet, hvordan ruterne er, fordi foreningen selvfølgelig afvikler i den skov eller i den plantage, der er i deres nærområde.

”Der er stor forskel på højdemeter, strabadser og udfordringer på tværs af løbene, men det er også med til at gøre det spændende, at man ikke ved, hvad ruten byder på. Men crossløb er meget andet end bare at løbe op og ned, det kan for eksempel også være oplevelsen af at løbe på en græsplæne, hvor du ser de andre løbere foran og bagved dig løbe i en lang slangeformation – og så er naturen bare smuk i vinterhalvåret,” siger Danni Callesen.

Mød mennesker, og se nye (løbe-)steder

Ifølge Danni Callesen er det bare med at kaste sig ud i det.

Læs også: Mine ben syrer til på løbeturen – hvad gør jeg?

”Jeg kan kun opfordre til at prøve crossløb. Du kommer til at møde en masse mennesker og oplever nye steder og områder, du kan løbe. Det er en fed mulighed for x-antal lørdage eller søndage hen over vinterhalvåret at holde dig i form. Så kom med, og oplev fællesskabet og glæden ved crossløb,” siger Danni Callesen og slutter med en god klubhistorie:

”Formanden i Næsbjerg Løbeklub gør meget ud af at tage ud i byen for at sørge for, at blandt andet fodboldklubbens unge mennesker kommer med til crossløbene og holder formen ved lige, når den udendørs fodbold holder pause – og det gør, at en løbeklub på dengang 19 medlemmer stillede med et crossløbshold på 70 mennesker, hvoraf mange nu er medlemmer.”