Ny løbetrend: "Naked" running

Drop pulsuret og løbeapp’en næste gang du trækker i løbetøjet. Det vil give dig en fredelig, ja, næsten meditativ, løbeoplevelse.

”Det giver mig en form for fred at logge af alt det digitale for en stund.” Foto: Colourbox.com

Vidste du, at det faktisk er muligt at løbe en tur uden at informere vennerne om din gode gerning på facebook?

”Når du er inde i rutinen, så kan du godt glemme, at du har muligheden for at motionere uden digitalt udstyr og rapportering til din digitale løbetræner på mobilen. Men det kan du,” siger løbetræner og tidligere eliteløber Morten Dam-Sørensen.

Trenden bliver kaldt naked running. Og selvom det kunne klinge både pikant og en smule grænseoverskridende, så består nøgenheden blot i at smide pulsur, mobiltelefon og andre digitale måleenheder på hylden. Bare en gang imellem.

Læs også: Styrketræning: Ugeprogram du kan lave derhjemme

Drop selvmålingen og mærk efter

Morten Dam-Sørensen var ikke klar over, at han dyrkede naked running. Han har blot konstateret, at en tur uden udstyr med jævne mellemrum giver hans træning en ny dimension.

”Det giver mig en form for fred at logge af alt det digitale for en stund. Det kan lyde helt religiøst, men i virkeligheden tror jeg, vi alle sammen kunne have godt af det.”

Når han tager på cykeltur, lader han pulsuret og mobiltelefonen blive hjemme og er dermed ikke til at kontakte i op til fem timer. Det kan lyde næsten angstprovokerende for nogen.

”Vi er blevet for afhængige af at måle og veje vores præstationer hele tiden. Vi er som mennesker 100 gange klogere end et pulsur og kan derfor sagtens mærke, om vi træner i det rigtige tempo,” siger Morten Dam-Sørensen.

Læs også: Opskrift på ingefærshot - bliv "frisket" op

Tag på afvænning

Apps, gadgets og en digital motivationscoach på mobilen er alt sammen brugbare elementer til din træning, som kan give dig lyst og overskud til at yde lidt ekstra. Det er godt, men:

”Udstyret skal ikke tage fokus, for udstyret kan nemlig ikke fortælle dig, om du nyder turen eller har ondt i anklen. Du går glip af meget, hvis du kun kigger på pulsuret,” siger løbetræneren.

Så prøv en tur uden udstyr, og øv dig i selv at mærke kroppens signaler.

”Målet er, at opnå en tilstand af total tilstedeværelse og nydelse på løbeturen,” siger Morten Dam-Sørensen og uddyber:

”Husk på, at de rigtig gode løbere ikke er de bedste i kraft af deres udstyr.”