Løb og yoga: Masser af grin og inspiration
Er du løber kan bruge yoga til at optimere din træning – det blev bevist, da 50 løbere var til yoga-event i Borup
Side om side står løbeglade motionister og strækker sig i mulige og umulige retninger. Og kommer i kontakt med muskelgrupper, de ikke vidste kunne vækkes til live.
Vi er til yoga-event for løbere i Borup arrangeret af DGI Midt- og Vestsjælland i samarbejde med vorespuls.dk.
”Der blev grinet en del, og der kom mange sjove kommentarer. Nogen fik krampe, og det kan man jo ikke lade være med at grine af,” fortæller deltager Louise Kolding.
Læs også: Derfor er yoga godt for løbere
Eventen er flyttet til et større lokale for at efterkomme den overraskende store efterspørgsel, og de 50 fremmødte løbere er tydeligvis meget begejstrede for yoga-underviser Mette Ernsts ord og øvelser.
”Jeg blev inspireret til at have mere fokus på min koncentration, og så fik jeg nogle vejrtrækningsøvelser, jeg også kan bruge, når jeg kommer hjem i den daglige træning,” fortæller 38-årige Tine Mørkeberg, der løber hver anden dag, men er ny i yoga-verdenen.
Yoga er godt for løbere
Hvad har yoga dog med løb at gøre, tænker du måske. En hel del, hvis du spørger aftenens underviser, der har målrettet programmet mod styrke og balance i benene.
”Løbere har blandt andet brug for kropsbevidsthed, smidighed og balance, og det kan de få gennem yoga. Og så giver det altså også styrke. Vi lavede for eksempel nogle plankeøvelser, og her var deltagerne virkelig pressede,” siger Mette Ernst.
Find vorespuls.dk-event for dig: Event-kalenderen
Ordene bakkes op af 41-årige Louise Kolding, der løber tre gange om ugen og tidligere har brugt yoga som en del af løbetræningen.
”Yoga har været godt for mig til at blive mere smidig og forebygge skader. Man ved jo godt, man skal strække ordentligt ud og alt det der, men med yoga kommer du bare i kontakt med musklerne på en helt anden måde,” siger hun.
Læs også: Pulstræning, hvis du vil tabe dig
Event en succes
Smilene er store og svedråberne mange, da yoga-undervisningen for løbere bliver afsluttet.
”Underviseren Mette var helt fantastisk at være sammen med. Det var vældig informativt og et rigtig godt arrangement,” siger Tine Mørkeberg.
”Hun havde ramt rigtig godt i øvelserne, de ramte lige de muskelgrupper, man bruger som løber,” supplerer Louise Kolding.
Mette Ernst udpensler her fordelene ved yoga for løbere - læs: Derfor er yoga godt for løbere