Hvornår skal jeg skifte løbesko?

Der er flere faktorer at tage højde for, når du skal overveje at skifte løbesko.

En sko, der sidder behageligt på foden, er ikke blot det bedste valg i forhold til skadesminimering - den påvirker også løbeøkonomien positivt! Foto: Colourbox.com

Du har måske hørt, at løbesko holder 1000 km - holder det stik for dig? Som løbetræner ser jeg ofte eksempler på, at tommelfingerreglen om de 1000 kilometer ikke passer.

Nogle sko holder ikke mere end 500 km, mens andre har løbet over 2000 km - og stadig bruges flittigt.

Der er også stor variation på, hvor mange kilometer de enkelte sko kan holde, alt afhængig af skotypen.

Nogle sko er specialiseret til at kunne holde mange kilometer, og de betegnes af denne grund som en træningssko, mens andre sko er optimeret til konkurrence med fokus på at holde vægten nede og have godt vejgreb, hvilket betyder kortere holdbarhed.

Et af de ofte hørte argumenter for at skifte sko er, at det nedsætter risikoen for skader.

Det er dog ikke nødvendigvis rigtigt, og i bund og grund er det nok nærmere træningsplanlægningen (set i forhold til restitution), der har været problemer med, hvis du bliver skadet.

Læs også: Tips til restituering efter en lang løbetur

Skovalget kan dog godt have en indflydelse, og her er den vigtigste faktor, i forhold til at minimere skadesrisici, ikke om skoen er flad eller med drop, har støtte eller ej - men i stedet hvorvidt den sidder behageligt!

En sko, der sidder behageligt på foden, er ikke blot det bedste valg i forhold til skadesminimering - den påvirker også løbeøkonomien positivt!

Dette har vi vidst i et stykke tid, men det er godt at blive mindet om. Når du prøver løbeskoene, skal du altså have lyst til at beholde dem på. Ellers kommer du sikkert heller ikke særlig ofte afsted.

Læs også: Få styr på dit væskeindtag på konkurrencedagen

Gå aldrig ned på grejet

Et helt andet syn på, hvornår vi skal skifte sko, er fra motivationsaspektet. Måske har du et par sko, som du ganske enkelt elsker at have på.

Så behold dem, og brug dem! Der er ingen grund til at skifte sko, hvis du synes, de sko du har, er gode at løbe i - også selvom skoene har løbet over 1000 kilometer.

Det eneste, du skal have opmærksomhed på her, er, om du slider dine sko skævt. Hvis du gør det, vil meget slidte sko være meget skæve i sålen, hvilket vil betyde, at du sådan set lander på et skævt underlag hele løbeturen.

I det sådan tilfælde er det nok en god idé at se efter et par nye sko.

Det kan også være, at du ligesom mange andre synes, at nye løbesko er en dejlig ting.

Finder man et par lækre sko, giver det et plus i motivationsbogen hos mange. Nogle oplever, at sko på et tidspunkt bliver hårdere at løbe i, og at de derfor ikke føles så lækre at løbe i længere - også selvom sålen ikke er slidt ned endnu.

Der er ikke noget problem i at fortsætte i disse sko, men bidrager det negativt til din løbeoplevelse, er det da værd at overveje, om det ikke var en god idé at investere i et par nye sko.

Læs også: Valg af sportsprodukter og kosttilskud

Slutteligt er det en rigtig god idé at have forskellige sko til forskellige formål.

En let landevejssko er eksempelvis god til landevejsløb og intervaltræning, men ikke særlig god til skovturen - specielt ikke, hvis det har regnet.

Trailsko er omvendt ikke særlig sjove at løbe på asfalt i. Det kan også være, det er rart at have en lidt tungere men ekstra blød sko til de rolige joggeture.

Sørg for at have en sko til de forskellige ting, du skal og husk, at det ikke kun handler om præstationsoptimering og skadesforebyggelse, men også om ren og skær løbeglæde!

“Gå aldrig ned på grejet” - for i sidste ende risikerer du at gå ned på løbeoplevelsen som resultat heraf.