Første racercykel - tips til at vælge

Brug lidt tid på at finde den rigtige racercykel til dig - køb ikke en cykel blot fordi den er på tilbud. Cykelhandleren eller din lokale cykelklub kan komme med gode råd, der gør din oplevelse meget bedre.

Har du fundet den rigtige racercykel, er det en stor fornøjelse at suse af sted Foto: Niels Husted

Sommeren i Danmark er fyldt med eliteryttere i fjernsynet og motionister på de krogede landeveje.

Er du én af dem, der lader sig inspirere og selv planlægger at købe en racercykel, så er her en guide til dig.

Overvej en ekstra gang

Inden du stormer ud og bruger feriebudgettet på en ny racercykel, så smør lige kæden på din hverdagscykel og tag et par gode ture på den.

Mærk vinden, farten og duften. Det er skønt at rulle en tur på landevejene, og cykling som motionsform kan sagtens udøves på en almindelig cykel.

Det er dog ret sandsynligt, at du bliver så grebet af det, at du vil investere i en racercykel, og det er ganske forståeligt. Den er lettere, ruller godt, og man kan virkelig få fornemmelsen af at flyve afsted.

Feriebudgettet behøver ikke sprænges - for omkring 7-9.000 kr. er du godt i gang. En anden mulighed er selvfølgelig at købe en brugt cykel, som enten er noget billigere, eller du kan vælge at bruge den samme sum penge men få en noget bedre model, som er blevet kørt på en sæson eller to.

Læs flere og mere tekniske råd om køb af racercykel her: Udstyr: Tips til køb af racercykel

Brug tid på købet

Start med at tage et smut forbi et par cykelhandlere og få en fornemmelse af, hvilke modeller der findes på markedet.

De forskellige mærker har deres kendetegn. Nogle er korte i rammen, andre lidt længere. To cykler i samme stelstørrelse kan føles vidt forskellige i forhold til siddeposition og komfort. De fleste mærker har i dag modeller som har en mere "afslappet" geometri skabt til motionsryttere.

Frempindens længde og hvor højt den er placeret, kan også justeres således, at du får en komfortabel position på cyklen.

Som ny motionsrytter er det ikke lykken at få en super aggressiv cykel med et styr, som er placeret 10 cm under sadlens højde. Det kan trænede motionister og tourryttere måske godt klare, men det er bedre at starte i en mere komfortorienteret position på cyklen.

Du vil hurtigt få styrket kroppen til den foroverbøjede position, og så kan frempinden og styret flyttes længere ned med tiden.

Nye gear

Gearskiftere og bremsegreb er i dag en integreret enhed, så du kan skifte gear uden at flytte hænderne fra styret.

De fleste geargrupper i dag leverer også præcise og hurtige skift, der giver en fornemmelse af en velsmurt maskine.

Forskellen ligger i vægt, holdbarhed og præcisionen i skiftene. De sidste par år har elektroniske gearskift gjort deres indtog på de dyrere geargrupper. Elektronisk gearskifte vil sige, at det er batteridrevet og justerer sig selv ind til præcise og hurtige skift.

Prisen er dog også i den højere ende.

Læs også: Udstyr til landevejscykling

Hvor mange tænder på tandhjulene?

De fleste racercykler i dag leveres med 2x10, dvs. 2 tandhjul/ klinger foran og en kassette med 10 tandhjul bagpå.

Som motionsrytter vil de fleste have stor glæde af et compact kranksæt, hvilket vil sige, at klingerne foran for eksempel har henholdsvis 50 og 34 tænder i stedet for det normale kranksæt, som har 53 og 39 tænder.

På stigninger vil det blive nemmere at finde et let gear, der passer, så du "ubesværet" kan komme op uden at overbelaste knæene.

Kassetten bagpå kan også fås med forskellige gearinger, og her kan en 12/ 25 eller 12/27 kassette være et godt valg. Skulle cykelfeberen rigtigt fange dig, kan du også klare en tur sydpå i "rigtige" bjerge.

Tilbehør

Sadlen bliver nemt lidt overset, men den har stor betydning for din komfort.

Mange cykelhandlere har et måleinstrument, der kan afgøre saddelbredden så du sidder bedst muligt, og bliv ikke overrasket over den begrænsede eller manglende polstring - det fungerer bedst sådan.

Invester med det samme i et par cykelsko og klikpedaler. Det er ikke farligt at klikke sig fast, og du vil opleve et meget bedre tråd og komfort, når du træner.

Pedalerne kan løsnes, så de er nemme at komme ud af, når du holder stille. Husk at klikke ud med den ene fod inden du holder helt stille.

Lav justeringer

De færreste kan hoppe lige op på en standardcykel ved forhandleren og konstatere, at den føles helt rigtig, så få hjælp til justering, udskiftning af f. eks saddel, kortere/længere frempind osv.

Køreoplevelsen bliver så meget bedre når cyklen passer. Som tiden går, kan du selv arbejde med at lave justeringer af din position.

Tag et smut ned i din lokale cykelklub og kør med. Du vil opdage, at der i de fleste klubber er hold på alle niveauer, så du kan komme godt i gang.

Her vil du også kunne få masser af råd og vejledning omkring udstyr fra de mere rutinerede medlemmer.

God tur til cykelforhandleren!