Cykling ræser frem i medlemstal

Et stigende antal danskere svinger sig i sadlen, når de skal dyrke motion. Nye tal viser nemlig, at cykelklubberne har fået markant flere medemmer.

Cykling oplever kæmpe boom i medlemstal. Foto: Martin Paldan

Det vrimler med dem. I ensfarvede trøjer og på en sirlig række flytter gruppen af hurtigt trampende ben sig op ad bakkerne og rundt i svingene på de danske landeveje.

Og der er faktisk blevet flere af dem - motionscyklisterne. Både på landevejene og i skovene.

Ifølge nye tal fra DGI er medlemstallene for cykling accelereret i det forgangne år. Helt præcist har der været en stigning på godt 26 % i antal medlemmer i cykelklubber i DGI.

Læs også: Gratis træningsprogram: Træn dig op fra 0-60 km på 10 uger

Attraktivt at køre i flok

Tallene kommer i halen på en større cykelsatsning hos DGI. Et koncept, som har til formål at få flere danskere i gang med at cykle i flok – nemlig i klubberne.

Det er der ifølge idrætskonsulent hos DGI, Ulrich Gorm Albrechtsen, en særlig grund til.

”I DGI ved vi af erfaring, at du bliver bedre til en idræt, hvis du dyrker den sammen med andre. Og så er der et sikkerhedsaspekt i det ved netop cykling – i en cykelklub lærer du at give signal, at køre efter færdselsreglerne og lægge dig sikkert i et felt med andre cyklister.”

Læs også: Cykling: Korrekt indstilling af racercykel

Konceptet består dels i at tiltrække nye cykelmotionister gennem cykelskoler og træningsforløb, dels i at få de selvorganiserede cyklister ind i foreningerne.

”En undersøgelse viste, at mange cyklister dyrker idrætten selv. Dem vil vi gerne gøre noget for og skabe et organiseret fællesskab. For det forpligter på en helt anden måde at dyrke idræt sammen, du kan præstere bedre og du udvikler dig,” forklarer Ulrich Gorm Albrechtsen.